Axelsen melder igen-igen afbud til DM

16x9
Heller ikke i år får tilskuerne til DM muligheden for at se Viktor Axelsen. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Verdens nummer seks døjer med irritation i sin venstre lyske og kan dermed ikke spille med om titlen som Danmarks bedste herresingle.

Det er efterhånden mere reglen end undtagelse, at Danmarks på papiret bedste herresingle, Viktor Axelsen, melder fra til de danske mesterskaber.

I 2014 vandt den tidligere verdensmester sin hidtil eneste DM-titel, mens han i 2015 og 2016 meldte afbud med skader før turneringen. Året efter (2017) var Axelsen igen med, men han måtte trække sig med en skade inden sin kvartfinale.

I 2018 stillede den danske herresingle heller ikke op på grund af en skade, der sidenhen også kostede ham deltagelsen i All England. Og ved dette års DM er det så en irritation i venstre lyske - nærmere i adductormusklerne, der holder Viktor Axelsen fra stille til start.

- I mandags under træning mærkede jeg et riv i min venstre lyske og fik det tjekket af Team Danmarks læger. Siden har jeg desværre ikke været i stand til at træne, og jeg vil desværre heller ikke være i stand til at spille kamp. Jeg havde glædet mig til at spille DM, men nu må jeg håbe på, at jeg bliver klar til EM for hold i næste uge på hjemmebane, siger Viktor Axelsen i en pressemeddelelse.

Afbuddet sender klubkammeraten fra Odense OBK Steffen Rasmussen direkte i semifinalen, hvor han nu skal vente og se, om det bliver et møde med Jan Ø. Jørgensen (Svenstrup) eller Ditlev Jæger Holm (Værløse).

Hos Badminton Danmark afventer man nu skadens omfang, da der allerede i næste uge spilles EM for blandede hold, hvor Axelsen er udtaget blandt tre herresingler.

- Viktor havde et hårdt 2018 med skader, så vi krydser fingre for, at han ikke løber ind i et længere skadesforløb nu her. Det er ærgerligt, at han ikke kan vise sig frem foran tilskuerne i Aarhus, og så håber vi på, at han når at blive klar til næste uges EM for hold på Frederiksberg, hvor vi har en målsætning om at forsvare vores guldmedalje, siger sportschef Jens Meibom.

De danske topspillere har været seedet i turneringen og træder derfor først ind i kvartfinalerne torsdag aften. Her vil det stadig være muligt at se store stjerner, når herresingler som Anders Antonsen, Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus spiller med om DM-titlen.

På damesiden ser det ud til at blive et brag mellem Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt, hvis begge spiller sig i finalen lørdag. Også i doublerækkerne finder man spillere som Mads Kolding, Anders Skaarup, Mathias Christiansen, Sara Thygesen og Christinna Pedersen.

TV 2 SPORT sender fra DM fredag aften og lørdag eftermiddag, når der spilles semifinaler og finaler.