Storfavoritter taber sensationelt DM-finalen til underdogs

Storfavoritterne i mixed double, Mathias Christiansen og Christinna Pedersen, tabte DM-finalen i to sæt til Mathias Bay-Smidt og Rikke Søby.

Danmarksmesterskaberne i badminton sluttede med en overraskelse af de helt store, da 22-årige Mathias Bay-Smidt fra Højbjerg og 24-årige Rikke Søby fra Greve sluttede på øverste podietrin.

I finalen besejrede de sensationelt den etablerede mixed double Mathias Christiansen/Christinna Pedersen med 21-15, 21-19.

- Der er ingen tvivl om, at når vi stiller op her, så går vi efter at vinde. Derfor er det vildt irriterende at stå derinde og ikke få spillet til at fungere bedre. Vi er udmærket klar over Rikke og Mathias' kvaliteter, og desværre kom de til at fylde for meget. Vi kunne ikke finde vores eget bedre spil, end hvad der blev vist, og derfor sidder vi desværre med en sølvmedalje i hånden, lød det fra Christinna Pedersen.

På verdensranglisten har Christiansen og Pedersen længe ligget med helt i toppen, mens Bay-Smidt og Søby stadig er et forholdsvis nye sammen og derfor rangerer som nummer 90 i verden.

Med sejren kunne Højbjerg- og Greve-parret notere sig for karrierens første DM-titel sammen, mens Mathias Bay-Smidt få timer forinden havde sikret sig karrierens første DM-titel med en sejr i herredouble.

Herunder får du resultaterne fra de fem DM-finaler:

  • Kamp 1: Claudia Paredes/Julie Finne-Ipsen 21-16, 21-17 Alexandra Bøje/Sara Lundgaard
  • Kamp 2: Lasse Mølhede/Mathias Bay-Smidt 21-15, 21-16 David Daugaard/Frederik Søgaard
  • Kamp 3: Line Kjærsfeldt 8-21, 21-16, 21-16 Mia Blichfeldt
  • Kamp 4: Anders Antonsen 21-14, 21-10 Steffen Rasmussen
  • Kamp 5: Mathias Bay-Smidt/Rikke Søby 21-15, 21-19 Mathias Christiansen/Christinna Pedersen