Landstræner afbryder snak: Se Axelsens øjne lige dér

Viktor Axelsens blik under kampene fortæller landstrænerne, hvilken mental tilstand han er i på banen.

Se All England på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Der gik ikke mange mange minutter fra Viktor Axelsens semifinalesejr ved All England, til at hans træner Kenneth Jonassen stod klar til at analysere kampen i TV 2 SPORTs studie.

Efter et svingende andet sæt var blevet diskuteret, skulle snakken flyttes over på det storspil, som Axelsen diskede op med i tredje sæt. 

Imens kørte der tv-billeder af dueller, som herresinglespilleren vandt. Og ikke mindst billeder, der fokuserede på hans ansigtsudtryk efter duellerne.

Lad os prøve at nyde noget af det spil, vi viser for seerne her. For det er jo der, hvor han virkelig formår…

Mere nåede der ikke at blive fortalt, før Kenneth Jonassen gerne ville forklare noget om Axelsens fokuserede blik.

- De øjne, I ser dér, sagde Jonassen og pegede på de billeder, der netop var blevet vist.

- Det er de øjne, vi sidder og kigger efter. Er dé der, så siger jeg ikke ret meget. Så viser jeg kun nogle enkelte fagter, at han er på det rette sted. Det samme gør Stavner (Thomas Stavngaard, red.) ude fra stolen. 

Det er dette blik, som Viktor Axelsen gerne skal have under kampene, mener den danske landstræner.
Det er dette blik, som Viktor Axelsen gerne skal have under kampene, mener den danske landstræner. Foto: TV 2 SPORT

- Når jeg så kan se, at der måske er en lille tvivl, og han begynder at evaluere sig, så er jeg lidt mere efter ham, siger Jonassen og forklarer, hvad der er så specielt ved Axelsens øjne i de momenter.

- De er rolige og stirrende inde i sig selv. De kigger ikke nogen steder hen. Måske lige 10 centimeter foran sig selv. Det er det. Det er noget helt unikt for Viktor, når han er derinde og det kendetegner egentlig enhver topspiller.

- Når de kan komme derind, så er de rigtig svære, og så skal man som træner nærmest kun vise sin begejstring og sin tilfredshed ude fra stolen og forsikre ham om, at det, han gør, er det rigtige.

Det var netop det, som Kenneth Jonassen gjorde i tredje sæt. Axelsen var foran 11-3 ved opholdet, og i sidste halvdel af sættet var det kun et spørgsmål om, hvor stor sejren ville blive.

Det endte med en sejr på 22-20, 13-21, 21-9.

Arena Birmingham kogte lørdag aften, da Viktor Axelsen med publikum i ryggen spillede sig i karrierens første All England-finale. Video: TV 2 SPORT

I finalen venter Kento Momota, som er førsteseedet i turneringen og forsvarende verdensmester. Kampen bliver spillet cirka klokken 17 og vises på TV 2 SPORT.