Antonsen imponeret over Axelsen: - Det bedste spil i meget lang tid

Især Viktor Axelsens defensiv i All England-semifinalen var fantastisk, mener Anders Antonsen.

Se All England på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Mens Viktor Axelsen lørdag aften spillede sig til en finaleplads ved All England, sad en af hans daglige rivaler på tilskuerrækkerne i Arena Birmingham og så kampen.

Anders Antonsen er sammen med Axelsen en del af landsholdstræningen i Brøndby, og han var imponeret over, hvad han så fra sin landsmand. 

- Jeg synes, han spillede sindssyg godt, fortalte han til TV 2 SPORT.

21-årige Antonsen havde selv 'fornøjelsen' af at møde Axelsen for to uger siden i Spain Masters. Der blev det til et klart finalenederlag i to sæt.

Selvom Axelsen spillede godt i den kamp, er Antonsen ikke i tvivl om, at det, han så Axelsen spille mod Shi Yuqi i All England-semifinalen, var klart bedre.

- Det var noget af det bedste, jeg har set ham spille i lang tid. Jeg synes, han stod en fantastisk defensiv, og Shi Yuqi fik virkelig lov til at arbejde, siger Antonsen.

Gør alting fantastisk

Den unge herresinglespiller fremhæver især defensiven som særdeles velfungerende hos den fire år ældre landsmand. Det lover godt for finalen, hvor der er brug for at dæmme op for verdensetteren Kento Momotas sprængfarlige offensiv.

- Han har de ting, der skal til for at slå Momota. Et fremragende angreb, og i dag (lørdag, red.) viste han defensiven frem. Men Momota er virkelig en stabil spiller med fantastisk grundspil, defensiv og netspil. Der er ikke noget, han ikke gør fantastisk, vil jeg næsten sige, lyder vurderingen fra Antonsen.

Det er knap to måneder siden, at Antonsen selv stod over for Momota i en finale. Det var i Indonesia Masters, hvor danskeren lykkedes med at vinde den første kamp i fire indbyrdes forsøg.

Anders Andersen vinder Indonesia Masters 2019.

Axelsen har også formået at slå japaneren én gang i deres indbyrdes statistik, men det var tilbage i 2014. I alt har Axelsen tabt 10 ud af 11 opgør og led et stort nederlag i det seneste opgør.

Derfor bliver det især en mental svær opgave for Axelsen.

- Det er lige så meget en mental ting, for Momota har haft godt fat i Viktor, og det kan være, det sidder i baghovedet, men jeg synes, han viste i dag, at han er bomstærk. Så han skal have gang i det spil, han havde mod Shi Yuqi og virkelig tro på, det kan lade sig gøre at slå Momota.

- Jeg tror, det bliver en fed finale med formentlig noget god badminton, siger Antonsen, der ligger nummer 13 på verdensranglisten.

I finalen venter Kento Momota, som er førsteseedet i turneringen og forsvarende verdensmester. Kampen bliver spillet cirka klokken 17 og vises på TV 2 SPORT.