Axelsen taber tæt All England-finale til verdensmesteren

Den danske herresinglespiller tabte sin første All England-finale i karrieren efter en velspillende kamp.

Viktor Axelsen formåede søndag aften ikke at følge op på den flotte sejr i semifinalen ved All England.

I finalen tabte han til verdensmesteren og verdensranglistens nummer 1, Kento Momota, med 11-21, 21-15, 15-21. Som cifrene antyder, var kampen utrolig tæt, og de fik noget nær det bedste spil frem i hinanden.

Det var Axelsens første finale i Super 1000-turneringen, men han har nu tabt 11 ud af 12 opgør til japaneren.

Fejlfri japaner

Viktor Axelsen havde det svært i finalens begyndelse. Skarpheden manglede, da han sendte flere krydsslag ud over sidelinjerne.

Samtidig var det en Momota i topform, som var mødt op, og han begik ingen fejl, mens han selv scorede point, når Axelsen lavede fejlene.

Axelsen reducerede til 4-6, da han med temposkift rykkede frem på banen og afgjorde duellen.

Alt fra verdensmesteren kom dog tilbage med kvalitet, så Axelsen skulle virkelig arbejde i hver en duel. Det var danskeren da også villig til.

Enkelte gange lykkedes det ham endda at slå igennem den japanske betondefensiv. Især smashene ned langs linjen fik han flere point på.

Det var bare ikke nok til at få kontakt på pointtavlen. Så snart han nærmede sig japaneren, begyndte der at komme fejl fra danskeren, som til tider havde svært ved at holde boldene inden for stregerne.

Danskeren havde svært ved at gøre noget ved japaneren, der ikke lavede mange fejl i første sæt. Video: TV 2 SPORT

Jubelbrøl ved dansk sæt

Selvom Axelsen kom bagud med 1-3 efter sidebyttet, lykkedes det ham igen at få succes med sit angreb og vinde de næste fire point.

Efter Momota udlignede, kom Axelsen igen igennem med sine smash og bragte sig på 8-7.

Det var dog japaneren, som bragte sig foran ved opholdet i sættet med 11-10. Men pausen blev brugt bedst af Axelsen og landstræner Kenneth Jonassen.

Ude på banen læste Axelsen sin modstanders slag og med flere vinderslag bragte han sig på 15-11.

Momota viste også sine store evner med et flot krydsdrop. Endda med en ketcher, hvor strengene var sprunget.

To point til japaneren rystede ikke Axelsen, som igen lykkedes med at vinde point på sine smash, men han vandt også lange udmarvende dueller, hvor han udfordrede Momota på fysikken.

Et jubelbrøl fra tilskuerne lød, da Axelsen sikrede sig andet sæt og knyttede næven triumferende ud mod publikum.

Japaneren begyndte at lave fejl i andet sæt, og det udnyttede danskeren. Video: TV 2 SPORT

Fysikken blev en faktor

Mens danskeren fik to dårlige begyndelser på første og andet sæt, kom han flyvende ud til tredje sæt. Ligesom han gjorde i semifinalen mod Shi Yuqi.

Nærmest som aldrig før kørte han Momota rundt på banen og bragte sig på 4-0. Det var tydeligt at se, at Axelsen virkelig troede på, han nu kunne slå sin onde ånd.

Momota reducerede til 4-3, men Axelsen hamrede kort efter bolden ned langs linjen.

Spillerne fulgtes ad på pointtavlen indtil opholdet, men det fysiske aspekt begyndte at blive en faktor. Især Axelsen så ud til at være mærket i benene.

Omvendt havde japaneren kræfter til at lave temposkift sent i kampen, og Axelsen begyndte at begå fejl. Kampens afgørelse kom efter opholdet, da Momota gik fra 12-11 til 19-11.

Selvom Axelsen fik pyntet på pointtavlen, så var det Momota, som kunne vinde sin første All England-titel i karrieren.