Karrieren sluttede med tårer i øjnene og et 'overraskende' kram

Badmintonstjernen Christinna Pedersen spillede fredag sin sidste kamp i karrieren efter en lang og glorværdig karriere.

Kvartfinalen ved Swiss Open blev endestationen for 32-årige Christinna Pedersen, da hun sammen med makkeren Mathias Christiansen tabte 19-21, 23-21, 17-21 til Lu Kai og Chen Lu fra Kina.

Det blev jeg også overrasket over, og bare du siger det nu, får jeg helt kuldegysninger igen

Christinna Pedersen om Lu Kais kram efter kampen

Dermed har Christinna Pedersen spillet sin sidste kamp, efter hun mandag annoncerede sit karrierestop. En beslutning, der kunne mærkes på banen i schweiziske Basel, efter den sidste bold blev slået ud.

- Det var med tårer i øjnene og med gåsehud. Det er jo ikke fordi, jeg har gjort mig forestillinger om, hvordan det ville være, men da den sidste bold ikke går til vores side, kan jeg godt mærke, der kommer en klump i halsen, og så er det bare slut. Det er lidt en mærkelig fornemmelse at stå med, fortæller Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.

Trods nederlaget til verdens nummer 17 var hun glad for, at karrieren sluttede, som den gjorde.

- Jeg har jo godt vidst, at den sidste kamp ville komme på et tidspunkt. Vores mål hernede i Schweiz var, at den skulle komme så sent som muligt. Optimalt skulle den komme søndag (finaledagen, red.), men sådan gik det ikke.

- Jeg er til gengæld rigtig glad og stolt over den måde, som vi får kæmpet på i den her kamp. Det var ikke fordi, det bare gled i olie, men det var fedt, Mathias og jeg fik givet den gas i den sidste kamp sammen. Så synes jeg godt, jeg kan tillade mig at trække mig tilbage med værdigheden i behold, tilføjer doublespilleren.

Et overraskende kinesisk kram

Kinesiske Lu Kai gav Christinna Pedersen et kram efter kampen som tak for deres indbyrdes opgør gennem årene.
Kinesiske Lu Kai gav Christinna Pedersen et kram efter kampen som tak for deres indbyrdes opgør gennem årene. Foto: Screendump/Infront

I fredagens kvartfinale var der stor spænding i både første og andet sæt, inden kineserne satte sig på kampen i den afgørende fase. Specielt den kinesiske herre, Lu Kai, har Christinna Pedersen haft mange opgør mod gennem sin lange karriere, og efter kampen opstod et noget uventet øjeblik.

Kineserne er normalt meget private, så jeg blev overrasket, da han lænede sig ind over nettet for at give dig et kram, hvad tænkte du om det?

- Det blev jeg også overrasket over, og bare du siger det nu, får jeg helt kuldegysninger igen. Det viser mig, at han også har bidt mærke i mig og respekteret de opgør, vi har haft mod hinanden. Så det rammer mig på en rigtig god måde inde i maven. Det var en sød gestus.

- Jeg har ikke noget ekstra bånd med Lu Kai. Vi har spillet mange kampe mod hinanden, og der har altid været god respekt på hver side. Der har aldrig været grimme fights, og det har været den bedste på dagen, der har vundet. Det har været ret fedt, når jeg har spillet mod ham. Det var en sød tanke fra en god kinesisk fyr.

Fortryder ikke sit karrierestop

Inden nederlaget til kineserne nåede Mathias Christiansen og Christinna Pedersen at vinde to kampe i den schweiziske turnering. Og trods den svære beslutning om at stoppe karrieren har hun sammen med makkeren og denne uges assisterende landstræner, Jesper Hovgaard, været gode til at snakke tingene igennem.

- Han har været god til lige at spørge ind til, hvad der har været vigtigt for os, og hvordan det skulle slutte. Der har vi bare været enige om, at den bedste måde for os var at komme ind på banen og fyre den maksimalt af i stedet for at være for bløde og søgende på den sidste kamp, der helt naturligt ville komme på et tidspunkt, siger Christinna Pedersen.

Hun erkender samtidig, at spillet har været både godt og mindre godt i turneringen, men fighten og viljen til at afslutte godt har fyldt mest. Det er noget, der har betydet rigtig meget for hende.

Er der på noget tidspunkt, du har tænkt på at fortryde din beslutning?

- Nej, det har der ikke. Jeg er så heldig, at Kamilla (Rytter Juhl) og Molly (parrets datter, red.) er taget en tur med til Basel, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, det er den rigtige beslutning. Den har ikke været nem, fordi badminton har fyldt ufattelig meget i mit og vores liv, men jeg er ikke i tvivl om, det er den rigtige.

- Der er ro i maven og den rigtige fornemmelse. Nu glæder vi os bare til at komme stille og roligt hjem og finde fodfæste, så vi kan finde ud af, hvad søren vi nu skal gribe og gøre i, slutter Christinna Pedersen over telefonen fra Basel.

Den nu afsluttede karriere nåede at byde på både VM- og OL-sølv i damedouble samt en All England-titel sidste år. Ligeledes har Christinna Pedersen også vundet et hav af Super Series-titler samt OL- og VM-bronze med Joachim Fischer i mixed double.