Storsatsende dansk klub ramt af Persson-dom: - Han er helt færdig

16x9
Langhøjs ejer Jørgen Søvndal. Foto: TV 2 SPORT

Joachim Persson, der har fået 18 måneders karantæne fra badmintonsporten, har haft en rolle som træner og i det administrative hos klubben Langhøj.

Dommen på 18 måneders karantæne til den tidligere topspiller Joachim Persson for brud på matchfixing-reglerne kommer som et chok for den vestjyske badmintonklub Langhøj. Her har man i flere år satset stort på at spille sig op i Badmintonligaen og investeret i udenlandske spillere.

Joachim Persson har hjulpet Langhøj, der spiller med i ligakvalifikationen, hvor han har været træner og været kontakten til flere af de udenlandske spillere.

Torsdag aften klokken 19 skal Langhøj spille mod Odense OBK, men det bliver derfor uden Persson.

- Det er helt skørt, jeg er virkelig chokeret over, hvad der er sket. Han er helt færdig på det her hold, siger holdejer Jørgen Søvndal til Dagbladet Holstebro Struer.

35-årige Persson er af Det Internationale Badmintonforbund, BWF, dømt for at forsømme at indberette, at han i to tilfælde er blevet kontaktet af personer, der ønskede at fixe kampe.

Persson hævder, at han har afslået henvendelserne, og der er heller ikke fundet beviser for, at der er fundet matchfixing sted. Holdejer i Langhøj, Jørgen Søvndal, er alligevel rystet.

- Han har stået til kampene i vores hold t-shirt, og for mig er det ligesom en uniform, hvor man skal repræsentere sit hold på bedste vis. Det har han bestemt ikke gjort. Det er en kæmpe bombe for mig det her, siger Jørgen Søvndal og uddyber over for TV 2 SPORT:

- Det er et gråt område, han har vandret i. Det er slet ikke, hvad jeg står for. Jeg er en bonderøv, der spiller med åbne kort, og hvis jeg skal sponsorere spillere, så fortæller jeg, der er regler, og de skal opføre sig ordentligt - også på banen. Enkelte har jeg revet trøjen af, og det ville jeg også have gjort her, hvis ikke han havde meldt fra selv.

Problemer med at stille hold

Desuden forklarer holdejer Jørgen Søvndal, at han i første omgang ringede til Badminton Danmark for at trække alle sine hold, da han fik beskeden. Efter at have trukket luft ind kom han dog på bedre tanker, men står med en stor udfordring inden aftenens opgør mod Odense OBK.

Persson har været manden, der har fundet udenlandske spillere og haft kontakten til dem. Derfor var der pludselig heller ikke styr på, om de alle sammen kom hjem og deltog i ligakvalifikationskampen.

- Jeg kan ikke bare tage reserver eller spillere fra vores andethold med, for så ødelægger jeg det, når de skal spille nedrykning fra 3. division på lørdag. Hvis jeg ikke har nogen, der bare kan give lidt sportslig værdi, så er det jo til grin. Det vil jeg ikke udsætte mine spillere for, og jeg vil maksimalt bruge en-to spillere fra andetholdet.

- Det kan godt være, jeg lige nu er frustreret, ked af det og skuffet, men jeg prøver, uden jeg ved, om det lykkes, at få vores udlændinge fløjet ind til kampen. Så må vi se, hvor mange der kan. Kan vi mønstre et nogenlunde hold på holdkortet, så tager jeg af sted – også af respekt for OBK.

Lige nu er Jørgen Søvndal i tvivl om, hvad det får af indflydelse på Langhøjs fremtid som storsatsende klub.