16x9

Nu fortæller Carsten Mogensen for første gang alt om sit livs største krise

På ét øjeblik gik Carsten Mogensen fra at føle sig som en superhelt til at være blottet og sårbar. Nu er han klar til at dele sin historie.

Klokken er et par minutter i otte. Det er en tidlig morgen i marts, og Carsten Mogensen ankommer som en af de sidste til landsholdstræningen i Brøndby. Som alle de andre spillere har han sin badmintontaske over skulderen.

I den er der helt almindeligt udstyr som ketsjere og træningstøj. Det er den usynlige bagage, der vejer lidt mere end normalt. I dag kan Carsten Mogensen nemlig gå til træning uden de store problemer. Men sådan har det ikke altid været.

- De sidste tre år har været meget hårde. Meget udfordrende. Med en kæmpe ulykke, en skilsmisse med en lille dreng involveret og en kræftsygdom hos min lillesøster, siger han.

Med "ulykke" hentyder han til den hjerneblødning, som han fik tilbage i 2016. En ulykke, der ikke bare fik indflydelse på karrieren, men hele hans liv. Og den har det stadig.

Da jeg så ligger der, kan jeg godt fornemme, at det her er helt galt

Trods omstændighederne er han tilbage i verdenseliten i badminton, men det har ikke været nogen nem rejse.

Superman slået ud

18. februar 2016 er Carsten Mogensen i Kazan i Rusland for at spille landskamp. Fyldt med selvtillid og i storform. Som en "superman", beskriver han det med sine egne ord. Men på kort tid skal synet på ham selv ændre sig radikalt. For da han skal til at have den obligatoriske middagslur, han altid tager på en kampdag, ændrer hans liv sig pludselig med ét.

Carsten Mogensen og makkeren Mathias Boe tilbage i 2016.
Carsten Mogensen og makkeren Mathias Boe tilbage i 2016. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

- Jeg ligger i sengen og snakker med min daværende kæreste i telefonen, og så rejser jeg mig op. Så får jeg den svimmelhedsfornemmelse, som man får, hvis man rejser sig hurtigt. Det har man jo prøvet mange gange. Men den her gang skulle det så bare være anderledes, siger han.

Carsten Mogensen besvimer kortvarigt. Han er blevet ramt af en aneurisme, i almindelig tale; en hjerneblødning. Han kommer til bevidsthed igen.

- Da jeg så ligger der, kan jeg godt fornemme, at det her er helt galt. Så da jeg ikke kan bevæge min venstre arm, og mit venstre ansigt hænger, jeg har været besvimet, og jeg har meget ondt i hovedet, så ved jeg godt, at jeg skal op og have hjælp.

Billede af den hjerneblødning, der ramte Carsten Mogensen
Billede af den hjerneblødning, der ramte Carsten Mogensen Foto: Privatfoto

Han griber ud efter en trøje, som han får trukket over hovedet. Vraltende og omtåget som en fuld mand på vej hjem fra en bytur får han sig bugseret ud fra hotelværelset. Ud efter hjælp.

- Hvor de kræfter kom fra, ved jeg ikke, konstaterer han.

I Rusland bliver en speciallæge fløjet ind for at operere ham. Operationen går godt, og efterfølgende bliver han fløjet til Danmark, hvor han bliver indlagt på Rigshospitalet.

Jeg er bare glad for, at jeg har livet i behold

Her ser han igen sin familie og sin søn, som han kun har set meget kort i Rusland. Samtidig kommer hans gode ven og landsholdskollega Joachim Fischer på besøg.

- Han går forbi nogle af de andre, der ligger på afdelingen. Han siger, at de ser ikke så kønne ud, så han frygtede, hvad han kom ind til hos mig.

Carsten Mogensen efter operationen i Rusland.
Carsten Mogensen efter operationen i Rusland. Foto: Privatfoto

Joachim Fischer kunne dog konstatere, at Carsten Mogensen under omstændighederne så normal ud. Selv tænker Mogensen dog ikke meget på sit udseende på det tidspunkt.

- Jeg er bare glad for, at jeg har livet i behold, siger han, da han tænker tilbage på tiden umiddelbart efter ulykken.

Men på Rigshospitalet går det pludselig op for ham, hvor alvorlig situationen er.

- Der fik jeg jo at vide, hvor mange der døde af det. Det var ni ud af ti, og dem, der ikke døde af det, de kunne ikke huske, hvad de hed. Og dem, som ikke kunne huske, hvad de hed, de kom ikke på arbejde. Det var der, at jeg for første gang blev meget bange, siger han.

På scanningerne kan lægerne dog se, at Carsten Mogensens helbred er, som det skal være, og han vender derfor hjem fra sygehuset. Selvom der ikke er fysiske mén, skal det vise sig, at han langt fra er kommet sig helt.

Tilbage på banen

Bare 14 dage efter, at han er kommet hjem til sig selv, skal Skovshoved Badmintonklub spille finale om det danske mesterskab. Det er i den klub, Carsten Mogensen spiller til daglig, og udsigten til at svigte holdet i den vigtige kamp kan han ikke bære. Så han ringer til træneren og siger, at han gerne vil skrives på holdkortet.

Med egne ord er han "måske ikke helt klar", men han er klar på at give det et skud.

Carsten Mogensen i aktion for Skovshoved tilbage i 2015.
Carsten Mogensen i aktion for Skovshoved tilbage i 2015. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Optimismen stopper dog, da han igen står på badmintonbanen for at træne.

- Jeg kunne stå og slå flade bolde stille og roligt frem og tilbage i tre-fire minutter, og så var jeg helt færdig bagefter. Lyset og lydene. Alle de sanser, jeg skulle til at bruge, var mit hoved ikke klar til. Jeg var så drænet og så træt og utilpas, da jeg på en eller anden måde fik kæmpet mig ud i min bil.

Netop kørslen er en af de ting, han derfor opgiver at klare selv, men det betød ikke, at det foregik uden problemer.

Ting tager tid, og sådan en ulykke får man ikke bare bearbejdet på 14 dage, for jeg var tæt på at dø

- Så bliver jeg kørt ud til træning af min daværende kæreste. Når vi kører hjemmefra, og vi kører igennem skoven, der må jeg flere gange sige: "Ikke så hurtigt. Vil du ikke lige være sød at stoppe?”. For jeg følte simpelthen, at vi kørte ind i træerne. Og vi var ikke i nærheden af dem. Men mit hoved var simpelthen ikke klar til at bearbejde ting, der kom imod mig hurtigt og flyttede sig.

Trods de åbenlyse problemer vælger Carsten Mogensen at fuldbyrde sit comeback på den store scene. "Aldrig har nogen kommet sig så hurtigt efter en hjerneblødning", erklærer makkeren Mathias Boe.

Drukbadminton

I oktober 2016 spiller de to igen sammen i den store turnering French Open. Her kæmper Carsten Mogensen vanen tro hårdt på banen. Ikke kun med at få fjerbolden over nettet.

- Jeg føler, at vi næsten har spillet drukbadminton inde til opvarmning. Følelsen er lidt svær at forklare. Det var ikke som at gå sukkerkold. Det mest nærliggende er at sige, at jeg følte mig rundtosset, siger han.

Carsten Mogensen efter French Open-titel: Det har været vildt

Når ikke han er på banen, befinder han sig kun på sit hotelværelse. Her er hans fysioterapeut en afgørende hjælp. Fysioterapeuten bringer mad til ham, og Carsten Mogensen får behandling, så han kan kæmpe sig ud af sin hotelseng og ind på badmintonbanen.

På forunderlig vis lykkes det alligevel det rutinerede herredoublepar at vinde turneringen.

- Da vi vinder den, der tænker jeg: ”Åh, nej. Ikke for lang en præmieceremoni”. For jeg vil allerhelst bare gerne ud at sidde ude bagved sammen med min kæreste og få ro på. Så jeg stod bare og krydsede fingre for, at det gik rigtig stærkt. Det er lidt ærgerligt, at man ikke kan træde op på en sejrsskammel i en fyldt hal og lade sig hylde. Men det var svært for mig at nyde, siger han.

Carsten Mogensen under præmieceremonien til French Open.
Carsten Mogensen under præmieceremonien til French Open. Foto: TV 2

Efter hans tilbagevenden bliver det også til sejre i Singapore Open og i India Open. Det kulminerer med en førsteplads på verdensranglisten i juni 2017. Bare 16 måneder efter at han lå på gulvet af hotelværelset i Kazan og var lammet i sin venstre side. En succes, der står i skærende kontrast til privatlivet, hvor konsekvenserne af hjerneblødningen også begynder at vise sig.

- Folk udefra havde svært ved at forstå, at jeg ikke var frisk, når jeg var derhjemme, for de kunne have set mig spille inde på banen. Så jeg har kæmpet meget med, at folk bare har troet, at alt har været fryd og gammen, siger han.

Carsten Mogensens kælenavn er 'Nuller'. Det har han tatoveret på ryggen.
Carsten Mogensens kælenavn er 'Nuller'. Det har han tatoveret på ryggen. Foto: TV 2

- Da jeg falder om, har jeg en søn på otte måneder. Vi er førstegangsforældre, og der er man rigeligt forvirrede i forvejen. Det gør det også svært på hjemmefronten, og vi prøver at kæmpe og kæmpe, men det kan ikke holde, og en af årsagerne til, at det forhold heller ikke kan holde, er måske også min hjerneblødning.

- Vi går fra hinanden med lille Benjamin på armen. For at det så ikke skal være løgn, så får min lillesøster kræft, lyder det fra Mogensen.

I dag mener han helt sikkert, at de mange kampe har gjort ham til en langt mere følsom mand. Noget, han egentlig er glad for, men som han siger:

- Så kunne det være rart, at det ikke var med et ordentligt kølleslag.

Mod på mere

I Brøndby til landsholdstræningen tre år efter hjerneblødningen træner Carsten Mogensen for fuld kraft. Resultaterne på det seneste har ikke været så gode som tidligere, men han er både fysisk og mentalt i bedre form, end da han senest fejrede store triumfer.

- De sidste otte måneder har jeg ikke været svimmel på samme måde, som jeg var før. Jeg kan flyve rundt i verden alene, jeg kan være alene nu uden at have brug for støtte, omsorg og hjælp.

Han hopper op i et smash ved siden af den nye doublemakker, Mads Kolding. Han spiller ikke længere sammen med Mathias Boe, som han ellers har vundet så meget sammen med. Igen venter en ny start for Carsten Mogensen, men denne gang er han klogere end sidst.

Carsten Mogensen i bad efter endt træning.
Carsten Mogensen i bad efter endt træning. Foto: TV 2

- Ting tager tid, og sådan en ulykke får man ikke bare bearbejdet på 14 dage, for jeg var tæt på at dø. Problemet var, at jeg i starten prøvede at forcere det i stedet for bare at lade det komme stille og roligt i det tempo, det nu engang kom i, siger han.

Han smider den svedige t-shirt i omklædningsrummet. Det er hårdt arbejde at høre til i verdenstoppen, men den drøm kan selv en hjerneblødning og alverdens modgang ikke slukke.

- Det har jeg haft, siden jeg var fire år. Det har aldrig ændret sig. Det er at være den bedste. Jeg har tænkt mig at blive bedre, end jeg var.