Badminton Danmarks direktør anmeldt for dokumentfalsk

16x9
Badminton Danmark-direktør, Bo Jensen, beskyldes for dokumentfalsk. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix Denmark

Ifølge det store sportsmærke Yonex har direktøren i Badminton Danmark, Bo Jensen, lavet dokumentfalsk.

Det store sportsmærke Yonex har meldt Badminton Danmark-direktør Bo Jensen til politiet for dokumentfalsk. 

Siden slutningen af januar har Yonex ventet på svar fra Badminton Danmark på et brev, de har sendt til forbundet. Sportsmærket er utilfreds med måden, Badminton Danmark og Bo Jensen har ageret i forhandlingerne om en ny badmintonaftale mellem Badminton Danmark og landsholdsspillerne.

Yonex  mener, at der er blevet 'klippet og klistret' med nogle detalje, og at der er fremvist en mail fra Yonex, der aldrig er blevet skrevet. Ifølge Yonex har Badminton Danmark ikke reageret på det føromtalte brev, og derfor har de politianmeldt direktøren.

- Det er meget selvforklarende, det der står i brevet, og det er med samme ord, vi anmelder med. Det er nøjagtig de samme baggrunde og begrundelser, siger bestyrelsesformand i Yonex Scandinavia, Benni Holst Andersen, til TV 2 SPORT.

- Det er op til politiet at afgøre, hvad der nu skal ske i den her sag. Vi har politianmeldt det, fordi at vi føler, at det er forkert, og det er en grov overtramp (krænkelse, red.), der er lavet.

TV 2 SPORT har efter politianmeldelsen forsøgt at få en kommentar fra Bo Jensen, men det er ikke lykkedes. Til gengæld vil bestyrelsesformanden i Badminton Danmark, René Toft, gerne fortælle, at forbundet står bag deres direktør.

- Vi er klar til at hjælpe til politiet og står til rådighed. Anklagen er grundløs, og vi har fuld tillid til Bo Jensen.

- Hvis Scansport (Yonex) tror, at deres anmeldelse får os til at se anderledes på Bo Jensen, så må jeg bare sige, at det gør det ikke, fortæller han til TV 2 SPORT.

Da Yonex i første omgang meddelte, at de ville politianmelde Bo Jensen, skrev han i en SMS til TV 2 SPORT, at han ingen kommentarer havde. Han henviste til en skrivelse fra 4. december sidste år fra sin advokat til Yonex' advokat.

Ifølge sportsmærket har Bo Jensen uddelt en udateret mail underskrevet af manageren i Yonex' internationale salgsafdeling, Taji Suzuki, ud til Badminton Spillerforeningen og spillere.

Dokumentet er underskrevet af manageren i Yonex' internationale salgsafdeling i Japan, Taiji Suzuki, men ifølge Yonex stemmer kravene nemlig ikke overens med firmaets faktiske krav, og firmaet afviser også, at Suzuki skulle have sendt et sådant brev.