Åbent brev til BWF: Sæt nu ind over for de virkelige svindlere

16x9
Liu Yuchen og Li Junhui var involveret i en meget mistænkelig kamp ved Fuzhou China Open sidste år. Foto: Romeo Gacad / Scanpix Denmark

Kommentar:

Kære BWF, kære Thomas Lund og kære Poul-Erik Høyer

Det internationale badmintonforbund, BWF, er begyndt at sætte ind over for et af de store problemer, der findes i international badminton, nemlig det at der spekuleres i forskellige badmintonkampe i at tabe sæt eller endda hele kampe. Og det er godt. Lad os få gjort noget ved det. For jeg tror ikke en gang, det er toppen af isbjerget, vi har set indtil nu. Det er en brøkdel af toppen. Så stor ros for de første initiativer.

Det er dog en meget lille fisk, I har fanget på den første fisketur. Ja, jeg er fra Jylland, så I må leve med fiskeanalogien. Joachim Persson er blevet dømt for ikke at have fortalt, at han er blevet kontaktet af to potentielle matchfixere - og så for ikke at ville samarbejde, da han ikke ville fremlægge sin bankkonto. Det giver ham 18 måneders karantæne. Og det er sikkert fair nok. Han har brudt reglerne, han vidste, at han skulle fortælle, at han var blevet kontaktet. Det gjorde han ikke, og så må han tage straffen.

Men hvad med den kæmpestore hval, der svømmer rundt lige uden for jeres net? Den hval, der samtidig griner jer lige op i hovedet? Lad os kalde hvalen for Kina. Jeg troede egentligt, at skandalen ved OL i London, hvor otte damedoublespillere blev sendt hjem, fordi de spillede for at tabe (da det ifølge dem selv ville forbedre deres chancer ved OL på den lange bane), havde lært Kina, at der er konsekvenser. Men jeg må bare konstatere, at det har det ikke. Tillad mig at give to eksempler.

Eksempel 1: I begyndelsen af november 2018 spiller to kinesiske herredoublepar mod hinanden ved Fuzhou China Open. De danske spillere, der sidder på tilskuerpladserne, anført af Hans-Kristian Solberg Vittinghus, gør turneringens referee opmærksom på, at der foregår noget, der ser meget mistænkeligt ud på banen. Første sæt tager ni minutter.

Begge par laver masser af fejl, og Vittinghus er ikke i tvivl om, at der skal spares kræfter hos det par, der går videre til semifinalen dagen efter. Så han gør faktisk det, som Persson er blevet kritiseret for ikke at gøre. Han fortæller det til turneringens referee. Referee går ind til kampens dommer, der kalder spillerne hen og siger noget til dem. Herefter begynder BWF at optage kampen. Hvad er der så sket efterfølgende, tænker I som læsere nok. Svaret følger efter eksempel 2.

Eksempel 2 er fra Swiss Open, som blev spillet umiddelbart efter All England. Her vandt Chen Qingchen og Jia Yifan i damedouble og var således også kæmpe favoritter mod landsmandinderne.

Ja, faktisk var de så store favoritter, at de ved forskellige bookmakere tidligt inden kampen gav odds 1.22 på sejr til All England-mestrene. Men det odds ændrede sig drastisk inden kampen, fortæller en ekspert, der overvåger mistænkelige odds. Oddset ændrer sig til svimlende 3,5, inden kampen begynder! En oddsændring på den måde ses meget sjældent.

Det tyder I mine øjne kraftigt på, at det var aftalt, hvordan den kamp skulle ende. Det var meningen, at det lavere rangerende par skulle 'tjene' point til verdensranglisten. Og det var der så nogle, der vidste. De spillede så stort på Li og Zheng, hvilket fik oddset på sejr til Chen og Jia til at stige gevaldigt. Hvem vandt, spørger du? Det gjorde Li og Zheng.

Jia Yifan og Chen Qingchen vandt All England i år. Ugen efter tabte de overraskende til Li Wenmei og Zheng Yu ved Swiss Open.
Jia Yifan og Chen Qingchen vandt All England i år. Ugen efter tabte de overraskende til Li Wenmei og Zheng Yu ved Swiss Open. Foto: Oli Scarff / Ritzau Scanpix

Problemet med disse eksempler er, at det ikke er endegyldige beviser, men det er godt nok kraftige indikationer. Det største problem er dog, at der ikke sker noget som helst.

Vi har nu i seks måneder mere end ti gange forsøgt ved BWF at få et svar på eksempel 1. Hvad sagde referee til kampdommeren? Hvad kommer der ud af den her sag? Får de kinesiske spillere og ledere en straf? Men først havde BWF ikke fået rapporten endnu. Så skulle den analyseres. Og nu er svaret bare, at vi ikke behøver at blive ved med at rykke for et svar - de skal nok sige, når de har nået en konklusion.

Det undrer mig voldsomt, at det dels skal tage så lang tid, og dels at vi overhovedet ikke kan få et svar på en tidshorisont. Måske håber de, at vi en dag stopper med at ringe. Men det gør vi ikke.

Eksempel 2 kender de også til. Men heller ikke her har jeg hørt det mindste.

Så kære BWF, når I nu har taget hul på den her snak, skal I så ikke snart begynde at undersøge og gøre noget ved de sager, hvor vi for alvor kan tale om matchfixing? Det kan simpelthen ikke passe, at Kina fortsat kan få lov til at gøre, som de vil. På et eller andet tidspunkt må I da gå efter den største fisk.