Axelsen misser finalen efter kæmpe kollaps mod verdensetter

Viktor Axelsen er ude af Singapore Open efter et nederlag i semifinalen mod verdensranglistens nummer ét, Kento Momota, fra Japan.

For 11. gang i træk måtte Viktor Axelsen lørdag forlade banen som taber efter en kamp mod japanske Kento Momota.

I semifinalen ved Super 500-turneringen Singapore Open kunne danskeren ikke stille meget op, da han med et nederlag på 21-15, 21-18 igen måtte se sig slået af verdensmesteren.

Dermed bliver søndagens finale et opgør mellem den 24-årige japaner og indonesiske Anthony Ginting.

Kento Momota kom bedst ud til kampen og kom hurtigt foran med 3-1, men Viktor Axelsen bed sig fast og kunne endda gå til ophold foran med 11-9.

Men den danske føring varede ikke længe. Japaneren kom flyvende ud efter en kort pause og levnede ikke mange chancer til Axelsen. Uden de store problemer vandt Momota første sæt 21-15.

Axelsen smider stor føring i andet sæt

I andet sæt var det danskeren, der kom klart bedst ud. Ved hjælp af flot spil og en manglende koncentration fra Momota kom Axelsen således foran med 6-0.

Selvom japaneren på de efterfølgende bolde vandt en række dueller ved nettet, så var det fortsat Axelsen, der dominerede sættet. 11-4 i dansk favør ved ophold.

Viktor Axelsen fortsatte storspillet og kom foran 16-6, inden Kento Momota ramte en stime på seks point i træk og bragte spænding tilbage i sættet.

Momota udnyttede momentum til at komme helt tilbage i kampen, og da det spidsede til, var det som så ofte før japaneren, der viste klassen og sikrede sig en plads i finalen.

Viktor Axelsen var den sidste tilbageværende dansker i turneringen.