Her er truppen, der skal til VM for Danmark

16x9
Viktor Axelsen er ikke overraskende med i Danmarks VM-trup. Foto: Theodore Lim / Ritzau Scanpix

Badminton Danmark har torsdag udtaget 16 spillere til det individuelle VM i Schweiz. Mesterskabet afholdes i august.

En håndfuld store navne er ikke med, når det individuelle badminton-VM begynder i august.

Der er dog en forklaring på, at Hans-Kristian Vittinghus, Mads Conrad/Mathias Boe og Mads Kolding/Carsten Mogensen ikke er udtaget.

I herresingle må Danmark stille op med tre spillere, mens de nævnte herredoublespillere ikke er kvalificeret efter forårets nye sammensætninger.

Alt i alt betyder det, at Danmark stiller op med følgende hold ved VM i Schweiz:

Herresingle

  • Viktor Axelsen
  • Jan Ø. Jørgensen
  • Anders Antonsen

Damesingle

  • Line Kjærsfeldt
  • Mia Blichfeldt

Herredouble

  • Anders Skaarup/Kim Astrup
  • Frederik Søgaard/David Daugaard

Damedouble

  • Sara Thygesen/Maiken Fruergaard
  • Amalie Magelund/Freja Ravn

Mixeddouble

  • Sara Thygesen/Niclas Nøhr
  • Rikke Søby Hansen/Mathias Bay-Smidt

- Selvom vi har mange unge spillere med til VM, tror vi på, at vi kan spille med om medaljerne. Det er et hold af spillere, der til trods for deres unge alder har rutine, og spillere som skal over at lære. Samtidig har vi stadig etablerede spillere som Jan (Ø. Jørgensen, red.) og Kim og Anders (Astrup og Skaarup, red.), som blandt andet har vundet China Open, EM og Thomas Cup. Generelt synes vi, at det er fremtidens slagkraftige hold med masser af potentiale, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen i en pressemeddelelse.

Hans-Kristian Vittinghus kan stadig nå at komme med til VM.
Hans-Kristian Vittinghus kan stadig nå at komme med til VM. Foto: Sportxpress / Ritzau Scanpix

Det er værd at bemærke, at Hans-Kristian Vittinghus kommer til at ligge nummer to på afbudslisten, og derfor har han en mulighed for at komme med til VM, selvom det ser ud til at være mere hypotetisk end realistisk.

- Det er jeg træt af. Jeg vil rigtig gerne spille VM, for det er en stor ting. Men jeg kan sagtens forstå, de har lavet den udtagelse. De har forsøgt at optimere muligheden for, at vi kunne få flest muligt med. Der er jo en chance for, at jeg kan blive udtaget, og det krydser jeg fingre for nu, siger Hans-Kristian Vittinghus til TV 2 SPORT.

VM spilles fra den 19. til den 25. august. Turneringen vises på TV 2 SPORT.