Axelsen vandt med besvær: - Det var lidt min egen skyld

Den danske badmintonstjerne udlignede med sin sejr til 1-1 i holdkampen mod England ved Sudirman Cup.

Viktor Axelsen skulle bruge tre sæt til at besejre Toby Penty, nummer 65 i verden, ved Sudirman Cup, der er VM for blandede hold.

Dermed blev kampen, som den danske verdenstreer var storfavorit i, langt mere spændende end forventet.

- Det var lidt min egen skyld. Det var også hans fortjeneste. Han spillede det bedste, han kunne, og jeg følte måske ikke lige, at jeg ramte den super godt for at sige det mildt, sagde Viktor Axelsen til TV 2 SPORT efter kampen.

- Jeg spillede alt for langsomt og havde ikke super gode ben, men det er ikke nogen undskyldning. Jeg bliver nødt til at steppe lidt op. Når det så er sagt, kan de her første kampe være lidt svære en gang imellem. Nogle gange skal man kunne vinde, selvom det ikke lige er en dans på roser, og det gjorde jeg i dag.

Danskeren vandt første sæt med de overbevisende cifre 21-11, men i andet sæt svarede englænderen igen ved kun at give Axelsen 13 point mod hans egne 21.

I tredje sæt gravede Viktor Axelsen dybt mod en velspillende Toby Penty og vandt det afgørende sæt 21-17.

Hvad lykkedes han med, som gjorde det svært for dig?

- Han spillede godt på nettet. Han spillede alt nedad med god fart og gjorde det svært for mig at finde nogle muligheder. Men det har jeg prøvet mange gange før, og det plejer jeg godt at kunne dæmme op for, men i dag gik det godt nok noget langsomt, lød det fra Axelsen.

Udlignede til 1-1

Viktor Axelsen erkendte, at tanken om, at englænderne med en sejr i herresingle ville komme foran 2-0, strejfede ham undervejs i kampen.

Et sådan scenarie ville have sat Danmark under et voldsomt pres i resten af holdkampen, hvor det hold, der vinder flest af de fem kampe, vinder holdkampen.

- Selvfølgelig kan man da godt lige tænke 'okay, nu må jeg fandeme lige tage mig sammen'. Det gjorde jeg så også. Men hvis man først begynder at tænke over dét, som er rimelig langt ude, der skal man helst ikke ud, og det kom jeg heller ikke i dag, sagde Viktor Axelsen.

Han var derfor glad for at kunne udligne til 1-1.

- Det betyder selvfølgelig meget. Hvis man er bagud 0-2, kan man lige pludselig godt begynde at ryste lidt derinde. Så det betyder meget, og jeg er glad for, at jeg hev en sejr, selvom det var ret skidt.

Inden Viktor Axelsen havde mixed doublen med Mathias Christiansen/Sara Thygesen tabt deres kamp, og efter Axelsen bragte Mia Blichfeldt Danmark foran 2-1. Den danske damesingle slog Chloe Birch med cifrene 21-11, 18-21, 21-12.

I den fjerde kamp i holdkampen mod England tabte herredoublen med Kim Astrup/Anders Skaarup 21-16, 19-21, 19-21 til Marcus Ellis/Chris Langridge, og så var der udlignet til 2-2.

Danskerne endte med at tabe holdkampen 2-3, da damedoublen med Maiken Fruergaard/Sara Thygesen tabte 12-21, 21-19, 11-21 til Chloe Birch/Lauren Smith.

Hermed skal Danmark slå Indonesien onsdag for ikke at ryge ud af Sudirman Cup allerede efter gruppespillet.