Danmark begynder VM med 'voldsomt vigtig' kamp

16x9
Anders Antonsen under kamp ved årets All England. Foto: Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

De danske badmintonspillere kan sikre sig en plads i kvartfinale, hvis de indleder VM for blandede hold med en sejr over England.

Se Danmark-England direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY mandag klokken 12.00.

Regnestykket er ganske simpelt: Vinder Danmarks bedste badmintonspillere minimum tre af de fem kampe mod Englands ditto, så er de allerede efter blot en kamp videre til kvartfinalerne ved Sudirman Cup.

Omvendt så kan dansk avancement ved VM for blandede hold være i alvorlig fare, hvis englænderne vinder majoriteten af mandagens kampe mod Danmark.

- Den er jo rigtig vigtig. Et nederlag til England vil ikke være så godt, fordi så skal vi ud og slå Indonesien for at komme videre. Så det er en voldsomt vigtig kamp, siger herresingle Anders Antonsen, mens holdkammerat Niclas Nøhr supplerer:

- Den kamp betyder rigtig meget. Dels kan en sejr sende os videre, og dels kan den give os et godt udgangspunkt til kampen mod Indonesien. Så det bliver en nøglekamp for den videre turnering, lyder det fra double-spilleren.

Søndag slog det stærke indonesiske hold nemlig England med 4-1. Den eneste kategori, som briterne formåede at vinde var i mixed double, hvor Chris og Gabrielle Adcock vandt i to sæt. Men de er blevet fravalgt til kampen mod Danmark.

Storfavoritter mod England

Det er et forholdsvist ungt dansk landshold, som mandag begynder turneringen i Kina. Men de må undvære en af de mest talentfulde, 19-årige Alexandra Bøje, som forbundet på sigt har OL-medaljeforventninger til i fællesskab med Mathias Christiansen.

Det til trods, så skal det danske hold være godt nok til at sikre sig en plads blandt verdens otte bedste blandede landshold.

- Chancerne er rigtig gode, for at Danmark går videre fra puljen. Jeg ser dem som storfavoritter mod England, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

- Det er en rigtig vigtig kamp, men vi skal også kunne slå England. Rammer folk deres bedste, så gør vi også det, siger Mathias Christiansen. Samme analyse når landstræneren også frem til:

- Der er ingen tvivl om, at det er her, vi kan sikre kvartfinalen. Vi skal kunne komme i en kvartfinale med det her hold. Det er vi gode nok til, siger Kenneth Jonassen.

Medaljer kræver overraskelse

Det danske landshold har meldt en plads i kvartfinalerne ud som officiel målsætning. Skal den ikke bare indfries, men også overgåes, så skal der en overraskelse til.

Enten med lodtrækningsheld eller dygtighed (vinde begge gruppekampe), skal Danmark håbe på, at undgå VM-værterne.

- Kina og Japan ser rigtig stærke ud, men ellers så synes jeg, at vi kan matche de fleste. Vi er underdogs til den her turnering, men vi har en god tro på tingene, siger Mathias Christiansen.

- Det er ikke det stærkeste danske hold gennem tiden, så det bliver svært. Vi drømmer alle sammen om at kunne levere noget stort, men jeg tror, det er vigtigt, at vi bruger det at være ’underdog’ til at give den fuld skrald på banen, siger Anders Antonsen.

Den 22-årige århusianer er klart andetvalg i herresinglen for Danmark, mens det er langt mere åbent, hvem af de to danske damesingler som står forrest.

Mia Blichfeldt (21) og Line Kjærsfeldt (19) er Danmarks højest placerede damesingle-spillere på verdensranglisten.
Mia Blichfeldt (21) og Line Kjærsfeldt (19) er Danmarks højest placerede damesingle-spillere på verdensranglisten. Foto: Scanpix / Ritzau Scanpix

Både Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt drømmer om et VM, hvor det danske hold i fællesskab kan overraske og komme helt frem til semifinalerne.

- Jeg håber, at vi kan nå rigtig langt og tage en medalje med hjem til Danmark. Det bliver svært, men det kunne være mega fedt, hvis vi kunne overraske, siger Kjærsfeldt.

Men først skal gruppespillet - og ikke mindst den vigtige første kamp mod England veloverståes.

- Med det hold, vi har med, så kan vi ikke tillade os at kigge længere frem end puljen, så det skal vi først have klaret 100%, siger Kim Astrup.