Danmark undgår stærkt par i skæbnekamp: - Ser tosset ud

16x9
Chris Adcock og Gabrielle Adcock har i mange år været Englands bedste mixeddouble. Foto: Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Chris og Gabrielle Adcock er ikke med for England i gruppekampen mod Danmark ved Sudirman Cup.

Danmarks modstander i åbningskampen ved VM for blandede hold, Sudirman Cup, har valgt at foretage en overraskelse i startopstillingen.

Chris og Gabrielle Adcock, der danner par både på og uden for banen, er blevet fravalgt til mixeddoublen mod Mathias Christiansen og Sara Thygesen.

Parret, der ligger nummer otte i verden, var ellers de eneste fra det britiske hold, som vandt deres kamp i søndagens 4-1-nederlag til Indonesien.

- De spillede fantastisk søndag, men vi har to par i top ti i verden, som begge er ret stærke, så vi vil skiftes mellem dem, fortæller han til TV 2 SPORT.

Ifølge TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen er der dog kvalitetsforskel på de to par.

- Det gør de danske chancer større. Specielt når man så, hvor godt de spillede mod Indonesien. Det ser tosset ud i, at de har fravalgt Adcocks, da det her er kampen om kvartfinalen. Så bør man stille stærkest op, siger Laugesen.

Lille overraskelse hos Danmark

Der er meget på spil for begge lande, da en sejr vil give adgang til kvartfinalen ved Sudirman Cup. På trods af en ung trup ved denne slutrunde er det forventeligt, at Danmark som en større badmintonnation kvalificerer sig.

Men det kræver, at Danmark kan vinde tre af de fem kampe. Derfor har Danmarks cheflandstræner, Kenneth Jonassen, ikke turdet spare Sara Thygesen, som ellers har været skadet i store del af 2019. Hun skal endda i aktion to gange mod England.

- Det er lidt overraskende, synes jeg. Men der er ingen tvivl om umiddelbart, at det er den stærkeste opstilling, Danmark kan komme med. I singlerne er oddsene gode, men i de andre kampe vil det være lidt åbent, vurderer Tine Baun, badmintonekspert på TV 2 SPORT.

Sådan er opstillingen til Danmarks kamp mod England:

1. Mixeddouble: Mathias Christiansen/Sara Thygesen - Marcus Ellis/Lauren Smith

2. Herresingle: Viktor Axelsen - Toby Penty

3. Damesingle: Mia Blichfeldt - Chloe Birch

4. Herredouble: Kim Astrup/Anders Skaarup - Marcus Ellis/Chris Langridge

5. Damedouble: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen - Chloe Birch/Lauren Smith

Se Danmarks kamp mod England mandag klokken 12 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.