- Jeg er rigtig skuffet, siger landstræner efter nederlag

Danmark åbnede Sudirman Cup med et nederlag til England og er nu under voldsomt pres før mødet med Indonesien onsdag.

Foran 2-1 i kampe og 1-0 i sæt i herredoublen lignede det en forventet dansk sejr, men Kim Astrup og Anders Skaarup tabte de efterfølgende to sæt, og da også den danske damedouble tabte, tabte Danmark 2-3 til England.

Et smertefuldt nederlag, for holdkampen mod englænderne var på forhånd udråbt som en kamp, der skulle vindes, hvis danskerne skulle videre fra gruppen ved Sudirman Cup, der er VM for blandede hold.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig skuffet. Alle spillerne gør, hvad de kan. De slås med alt, hvad der findes derinde. Det var en tæt meget, men vi formår på intet tidspunkt at følge op på vores bedste spil, som mange af konstellationerne spiller i første sæt, siger landstræner Kenneth Jonassen til TV 2 SPORT.

- Så da der kommer nogle små, taktiske ændringer, falder vi lidt igennem. Vi har nogle gode muligheder, som vi ikke udnytter. Det tror jeg, at man kan løbe næsten alle kampene igennem og sige. Der er masser af nuancer i det her, men lige nu er jeg rigtig skuffet.

Nu venter en kamp mod gruppefavoritten Indonesien, som danskerne skal vinde, hvis ikke deres VM skal slutte allerede efter gruppespillet.

Kenneth Jonassen var tydeligt skuffet efter Danmarks nederlag til England.
Kenneth Jonassen var tydeligt skuffet efter Danmarks nederlag til England. Foto: TV 2 SPORT

Kenneth Jonassen har sammen med assisterende landstræner Thomas Stavngaard ansvaret for at løfte de danske spillere og gøre dem klar til den opgave.

- Den proces begynder i morgen. Vi samles lige på hotellet, når vi kommer tilbage, derefter, når vi mødes til træning i morgen, ser vi fremad. Vi skal have fundet en tro på, at vi kan vinde tre kampe mod Indonesien, siger han.

- Jeg mener, at det godt kan lade sig gøre, men vi skal selvfølgelig spille endnu bedre end i dag (mod England, red.) og tro på det hele vejen. Det er en svær opgave, men det er muligt, men vi skal hæve vores niveau.

Danmark møder Indonesien onsdag klokken 12.00 dansk tid. Du kan se den meget vigtige holdkamp direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.