Danskers telefon ringede midt under VM-kamp: - Det er lidt pinligt

Mia Blichfeldt kan godt være tilfreds over præstationen mod sin engelske modstander, men i opholdet i tredje sæt var hun ikke så stolt.

Mia Blichfeldt kom på noget af en stor opgave, da hun mødte Chloe Birch fra England i sin første kamp ved Sudirman Cup - også kaldet VM for blandede hold.

Danskeren vandt det første sæt, men tabte det andet. Dermed skulle kampen afgøres i et tredje sæt. Her kom Blichfeldt bedst fra start, og hun førte med 11-9 ved opholdet.

Ved opholdet fik hun dog sin koncentration brudt midt i coachingen fra Kenneth Jonassen.

- Min telefon begyndte at ringe. Jeg skal indsætte sådan nogle whereabouts (information om opholdssted i henhold til dopingregler, red.) og har altid en alarm til at ringe klokken halv ti for at være sikker på, at jeg har sat den rigtig adresse. Det er godt, at dommeren ikke hørte det, for så havde jeg fået en bøde eller en advarsel. Den var glippet i dag. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Det er lidt pinligt, siger Mia Blichfeldt til TV 2 SPORT.

- Kenneth kiggede også meget forvirret på mig, da jeg begyndte at finde min telefon frem. ’Få den væk!’ ’Jamen, den ringer.’ Den er slukket onsdag, hvis jeg skal spille der.

Mia Blichfeldt fortæller, at hun havde lidt svært ved at spille, da hun længtes efter at komme i gang.

- Man kan godt mærke, at man har været lidt rastløs det seneste par dage, da jeg har glædet mig til at komme i gang. Det var måske lidt begynder nerver, og så skulle jeg finde mig til rette i hallen.

- Jeg er god til at finde arbejdshandskerne frem, når spillet ikke fungerer. Jeg måtte kæmpe den hjem, og jeg sagde til mig selv, at nu måtte jeg kæmpe mig tilbage. Jeg forberedt mig på, at vi kunne være bagud med 0-2, da jeg skulle på banen. Det tog jeg også med, siger Mia Blichfeldt.

Danmark skal nu møde Indonesien i den afgørende kamp onsdag. Den kamp kan du se på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 12.00.

Danske Mia Blichfeldt skulle også ud i tre sæt, inden hun kunne hive sejren. Video: TV 2 SPORT