Landstræner splitter herredouble til vital VM-kamp

Mathias Boe erstatter Anders Skaarup og skal spille herredouble med Kim Astrup, når Danmark er tvunget til sejr over Indonesien ved Sudirman Cup.

Landstræner Kenneth Jonassen har foretaget den taktiske ændring, han indrømmede, at han nok blev nødt til, efter Danmarks overraskende nederlag til England mandag ved Sudirman Cup, VM for blandede hold.

Til vind-eller-forsvind-kampen mod Indonesien træder den rutinerede herredoublespiller Mathias Boe ind og bliver en del af en herredouble med Kim Astrup, fortæller TV 2 SPORTs udsendte reporter i Kina.

Det betyder, at Anders Skaarup, der normalt spiller herredouble med Kim Astrup, skal se holdkampen mod de tredjeseedede indonesere fra tribunen.

- I de seneste par dage har Kenneth Jonassen givet lidt udtryk for, at han på et eller andet tidspunkt i turneringen ville have en holdopstilling, hvor han kunne overraske modstanderen, og den kunne kun komme én gang, lyder det fra TV 2 SPORTs udsendte, Jacob Qvirin Petersen, der fortsætter:

- Nu er Danmark så meget under pres, at de bliver nødt til at prøve et eller andet. De møder så bare et indonesisk herredoublepar, der er blandt de allerbedste i verden, så spørgsmålet er, om det overhovedet er nok, men jeg tænker, at Jonassen har set sig nødsaget til at forsøge et eller andet.

Holder fast i øvrige spillere

I de øvrige kategorier har landstræneren valgt at holde fast i de spillere, der var med til at tabe 2-3 til England.

Viktor Axelsen er Danmarks lod i herresingle, hvor Anthony Ginting, verdens nummer syv, venter. Mia Blichfeldt møder Fitriani Fitriani i damesingle, Maiken Fruergaard og Sara Thygesen møder Greysia Polii og Apriyani Rahayu i damedouble, og i mixed double står Mathias Christiansen og Sara Thygesen over for Hafiz Faizal og Gloria Emanuelle Widjaja.

Den nye danske herredoublekonstellation, Mathias Boe og Kim Astrup, møder Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan, der vandt All England i år.

- Det er i hvert fald et hold, vi ikke er favoritter mod på papiret. Når det så er sagt, kan man måske med lidt held i sprøjten og lidt god vilje godt finde tre kampe, vi måske kan vinde, men det bliver op ad bakke, siger Mathias Boe til TV 2 SPORT.

Såfremt Danmark slår Indonesien, skal holdet spille kvartfinale torsdag eller fredag. Taber Danmark, er det første gang i ni år, at Danmark ikke skal spille kvartfinale.

Holdkampen mellem Danmark og Indonesien begynder onsdag klokken 12.00 dansk tid. Du kan se den på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.