Danmark ude af VM efter nederlag til værtsnationen

Mia Blichfeldt tabte den fjerde kamp mod Chen Yufei, og det betyder, at Danmark er ude af VM.

Der var et stort pres på Mia Blichfeldt, da hun gik på banen til kampen mod Chen Yufei fra Kina.

Danmark skulle nemlig bruge en sejr, hvis drømmen om en plads i semifinalen ved Sudirman Cup - også kaldet VM for blandede hold - skulle holdes i live. Men Blichfeldt havde det svært og tabte i to sæt. Det betyder, at Danmark er ude af VM, da Kina nu har tre sejre.

- Jeg er lidt skuffet over min egen indsats, da jeg falder for meget ud. Det kan man bare ikke mod hende. Jeg mangler tålmodighed og skal ikke lave så mange fejl i streg, siger Mia Blichfeldt til TV 2 SPORT.

Danmark 1 - 3 Kina (efter fire kampe)

  • Mathias Christiansen/Sara Thygesen – Zheng Siwei/Huang Yaqiong: 21-19, 11-21, 13-21
  • Viktor Axelsen – Chen Long: 21-11, 21-18
  • Kim Astrup/Anders Skaarup – Li Junhui/Liu Yuchen: 18-21, 16-21
  • Mia Blichfeldt – Chen Yufei - 16-21, 17-21

Mixed doublen tæt på sensationen

Danmark fik en overraskende god start på torsdagens VM-kvartfinale i badminton.

Mixed doublen med Mathias Christiansen og Sara Thygesen vandt første sæt i deres del af holdkampen, som spilles bedst af fem opgør.

Christiansen og Thygesen slog verdens bedste par Zheng og Huang med 21-19 i et meget spændende første sæt, hvorefter kineserne dog vandt andet sæt relativt komfortabelt.

Igen i tredje sæt var kineserne overlegne, og derfor udeblev den danske sensation. Kina bragte sig foran 1-0, selvom danskerne alt i alt spillede en fin kamp, hvor især Sara Thygesen viste sig flot frem.

- Jeg er træt af, jeg falder lidt for meget ud til sidst. Det er frustrerende at føle, at vi har spillet til at drille dem hele vejen, sagde makkeren Mathias Christiansen bagefter.

Mathias Christiansen/Sara Thygesen – Zheng Siwei/Huang Yaqiong: 21-19, 11-21, 13-21

- Jeg havde mange udfald i andet sæt, og Mathias havde det til sidst. Vi rammer den ikke helt på samme tidspunkt, og det er frustrerende, supplerede Sara Thygesen.

Axelsen: - En kæmpe oplevelse

Viktor Axelsen sørgede med godt angrebsspil for, at Danmark nu har udlignet til 1-1 i VM-kvartfinalen ved Sudirman Cup - også kaldet VM for blandede hold.

Axelsen, der er nummer tre i verden, mødte Chen Long, der er nummer fem i verden, i den anden holdkamp. Den danske badmintonspiller kom bedst fra start, da han vandt første sæt med 21-11. Chen Long kom dog bedre med i andet sæt, men alligevel tog Axelsen sig af sejren.

- Det er altoverskyggende. Jeg skulle vinde i dag, og det vidste jeg også godt, hvis vi skulle have bare en minimal chance. Så jeg gik ind og gav den fuld hammer, men jeg erglad for den måde, jeg spillede på. Jeg har aldrig slået Chen Long i Kina før, så at møde ham her i en fuld hal var en kæmpe oplevelse for mig, siger Axelsen til TV 2 SPORT.

Viktor Axelsen udlignede til 1-1 i kampen mellem Danmark og Kina, da han besejrede Chen Long. Video: TV 2 SPORT