Sportschef godkender dansk VM-indsats - ekspert er bekymret

Ifølge Jim Laugesen går dansk badminton en svær fremtid i møde, hvor det kan blive småt med internationale sejre og succes.

Danmark indfriede forventingerne ved Sudirman Cup - også kaldet VM for blandede hold - hvor danskerne nåede kvartfinalen og dermed en plads blandt de otte bedste.

Det fortæller sportschefen i Badminton Danmark, Jens Maibom, til TV 2 SPORT.

- Overordnet set er vi tilfredse. Målet var i første omgang top-otte og så måske at prøve at spille os til en medalje, men i dag vidste vi godt, at det ville blive rigtig svært. Jeg synes, en top-otte-placering passer meget godt til, hvor vi er i øjeblikket med den her trup, siger Maibom om den danske præstation, der sluttede med et nederlag til Kina i torsdagens kvartfinale.

'Tilfreds' passer også meget godt på landstræner Kenneth Jonassens indtryk af Danmarks VM-indsats, efter holdet også tabte åbningskampen til England.

- ’Rigtig glad’ streger vi lynhurtigt, men ’monsterskuffet’ streger vi også. Det er derimellem. Jeg vil hæfte mig ved det positive, som er, at selvom vi tabte til England, kæmper vi hele vejen, slår Indonesien og byder Kina op til dans. Det her hold har bevist, at de spiller for hinanden og for landet. Det var en fed, fed holdpræstation igennem hele turneringen,.

- Jeg nævnte før turneringen, at vi er i et generationsskifte på mange pladser, og jeg synes, at den nye generation har vist, at de kan bide skeer med de bedste. Du får mig ikke til at sige, at jeg er helt tilfreds, men jeg er fortrøstningsfuld, siger landstræneren.

Ekspert: Fødekæden er brudt

Men netop det igangværende generationsskifte blandt landets bedste badmintonspillere vækker bekymring hos TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen, der ikke ser mange lyspunkter - udover i herresingle med Viktor Axelsen som bannerfører.

- Jeg synes, det ser svært ud. De næste år går ud på at få de næste frem, og det i sig selv gør, at vi nok ikke kommer til at se så gode resultater i andre kategorier end herresingle i det næste lange stykke tid. Der er en generation, der skal spilles frem. Om der er talentmasse nok til det lige nu, vil tiden vise.

For det har netop været et stort fokus på de nu tidligere danske toppar som Mathias Boe og Carsten Morgensen samt Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, der har gjort hullet til de nuværende og næste spillere større end håbet.

- Dem, man har satset på i de sidste 12 års tid, er jo ved at stoppe nu, og der har man altså ikke formået fra dansk badmintons side at få de næste med. Hvis man har satset på de samme i mange år, og ikke har formået at holde gang i den fødekæde, der har været så vigtig i dansk badminton, kommer man i den situation, de står i nu, siger badmintoneksperten.

Ifølge Laugesen er det særligt Danmarks dame- og herredouble, som begge tabte to ud af to kampe ved Sudirman Cup, der står tilbage som de svage punkter.

- Hvis man kigger på en kategori som damedouble, må vi siges at være langt fra toppen. Hver gang, Danmark går ind til en holdkamp, er de stort set bagud med 1-0. De er meget udfordrede, og der er et kæmpe, kæmpe hul efter Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen.

- Og så har Kim Astrup og Anders Skaarup ikke rigtig formået at lukke hullet efter hverken Carsten Mogensen og Mathias Boe eller Mads Conrad og Mads Kolding. De har ikke rigtig vist, at de er til at stole på til at gå ind og vinde de her kampe, mener Jim Laugesen.

I kvartfinalen mod Kina blev Viktor Axelsens imponerende sejr over Chen Long Danmarks eneste.