Kommende Riis-rytter sikrer sig sit andet EM-guld

Trine Schmidt vandt for anden aften i træk guldmedalje ved EM i banecyklingen. I aften tog hun en overbevisende-sejr i Scratch-disciplinen.

Trine Schmidt vandt i overbevisende  stil endnu en guldmedalje, da hun tog sin anden guldmedalje ved EM i banecykling i Berlin.

Danskeren var helt suveræn i sin disponering af løbet, der var 10 km og kunne på allersidste omgang spurte sig til en guldmedalje.

- Det var imponerende. Vi sad og snakkede om, at hun ikke var den hurtigste, og så smadrer hun dem fra front. De sidder ikke engang på hjul, siger TV 2 SPORTs cykelekspert, Alex Rasmussen, der kommenterede Scratch-finalen.

Trine Schmidt skiftede til Bjarne Riis' cykelhold, Team Virtu Cycling, i starten af oktober, hvor hun skrev under på en 1-årig kontrakt. 

Det var den anden medalje til Danmark lørdag aften, da Niklas Larsen tidligere på aftenen sikrede sig en sølvmedalje i individuelt pointløb. Det er Danmarks fjerde medalje ved EM.

Senere i aften skal Amalie Dideriksen forsøge at hente mere dansk metal i Omnium-disciplinen. Du kan følge det på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.