Dansk basket i chok: Stortalent fundet død

Den danske basketball-spiller Rasmus Glarbjerg Larsen er onsdag blevet fundet død i sit hjem i belgiske Jumet i Charleroi, hvor han spiller for klubben Proximus Spirou.

Rasmus Glarbjerg Larsen blev regnet som et af dansk basketballs største talenter nogensinde med mulighed for at blive Danmarks første spiller i den nordamerikanske NBA-liga. Hans lillebror Jacob er et andet stort basketball-talent med mulighed for at bryde igennem i NBA.

Klubben reagerede, da den 20-årige danske landsholdsspiller med Værløse-fortid ikke dukkede op til busafgang. De forsøgte at ringe og sendte en person til hans hjem, da han ikke reagerede. Her blev han fundet død i sin seng. Der er på nuværende tidspunkt ikke kommet nogen dødsårsag, men ifølge klubdirektør Benoit Cuisinier er der næppe tale om en forbrydelse.

- De foreløbige undersøgelser tyder på en naturlig død. Det er virkelig et chok. Ubegribeligt, siger klubdirektør Benoit Cuisinier til avisen La Nouvelle Gazette og oplyser, at Rasmus Gjarbjergs forældre er på vej til Belgien.

Klubben og Rasmus Glarbjerg Larsen skulle spille den første semifinale om det belgiske mesterskab onsdag aften. Den kamp er nu udsat.

- Det er en kæmpe tragedie for hans familie og pårørende. Vi er alle kede af det, skriver klubben i en meddelelse på dens hjemmeside.

Rasmus Glarbjerg Larsen kom til belgisk basketball efter en periode i Spanien, hvor hans første år var plaget af skader, men han vendte stærkt tilbage.

- I hele sin ungdomstid har han været et af de største talenter, ikke bare i Danmark, men i Europa. Man har herhjemme håbet, at han kunne blive den første dansker i NBA, for hans fysik og talent berettigede til det. Han har desværre været ramt af mange skader, men han havde potentialet til at nå NBA. Det er et stort tab for dansk basketball og et kæmpe chok. Vi står lige foran kulminationen på sæsonen med DM-finaler, men alt det er pludselig blevet ligegyldigt, siger TV 2 SPORT’s basketball-kommentator Thomas Bilde.

Rasmus Glarbjerg Larsen vil blive mindet med et minuts stilhed i forbindelse med aftenens DM-finale mellem Bakken Bears og Horsens IC.

Hans tidligere klub Værløse BK mindes også Rasmus Glarbjerg på klubbens Facebook-side:

- Det er med stor sorg, at vi i Værløse BasketBall Klub har erfaret, at Rasmus Glarbjerg i dag er sovet stille ind! Alle vores tanker går naturligvis til hans familie i denne MEGET svære tid. ÆRET VÆRE HANS MINDE! Formand Kim Mikkelsen.

Rasmus Glarbjerg Larsen blev fundet død i sit hjem i Charleroi.
Rasmus Glarbjerg Larsen blev fundet død i sit hjem i Charleroi. Foto: Scanpix