Sportslab

Alle hader det, men: Er ’tøseskuddet’ i virkeligheden det bedste?

Sportslab

Alle hader det, men: Er ’tøseskuddet’ i virkeligheden det bedste?

Allerede inden 19-årige Chinanu Onuaku spillede sin første kamp i verdens største basketball-liga NBA, er knægten blevet kult.
I optakten til den nye sæson i NBA sænkede han som den første i mange år to point fra straffekastlinjen med det sjældne underhåndskast – eller bedstemor-skuddet, som kritikerne kalder det.
Så Sportslab stillede spørgsmålet: Kan selv de største stjerne øge træfsikkerheden, hvis de ejede samme selverkendelse som teenageren Onuaku.

Teori:

Det perfekte straffekast

Larry Silverberg, ingeniør og professor ved North Carolina State University lavede et studie, der en gang for alle skulle klarlægge fysikken bag det optimale straffekast.
Ved at simulere millioner af skud fandt han frem til formlen for den perfekte udførelse fra straffekastlinjen. I hvert fald i teorien.
Sigt efter kurvens bagkant, send bolden af sted med en vinkel på 52 grader og giv den et backspin på 3 omgange i sekundet - det hele selvfølgelig i en blød og jævn bevægelse.
De fleste topatleter i hvilken som helst sportsgren har virkelig svært ved at forklare, hvad det egentlig er, de gør.
Larry Silverberg, Ingeniør og professor.

Underhåndskastet

Er det street?

Granny Shot. Bedstemor-skud. Tøseskud.
Det er de tvivlsomme prædikater, der klæber sig til underhåndskastet. For mange basketballspillere handler det derfor ikke kun om at ændre et vanemønster.
Det handler også om at æde sin stolthed. 
Hvis underhåndskastet skal slå igennem, kræver det en modig spiller, der går forrest. Det kunne være en som Andre Drummond, der har meget lidt at tabe. Han kan næppe blive dårligere til straffekast, end han allerede er.
Thomas Bilde, Basketballkommentator, TV 2 SPORT

Legenden

Han var kongen af 'Granny shot'

I 60’erne og 70’eren turnerede forwarden Rick Barry rundt med sit ”Granny Shot” – han var dog alt andet end en bedstefar.
Da han stoppede karrieren i 1980, var han den bedste straffekastskytte nogensinde i NBA.
Alligevel tøver de fleste med at gøre ham kunsten efter.
Jeg skal skyde -30 procent, før jeg skyder med underhånd.
Shaquille O'Neal, tidligere professionel basketspiller

Højt at flyve

Fysikkens love leverer beviset

Den amerikanske professor i fysik, Peter Brancazio, spottede, at de spillere med de dårligste statistikker på straffekast ofte havde en meget spids vinkel på deres skud, hvilket forringede chancerne for point.
For de spillere vil et underhåndskast sikre bolden en større bue, hvilket åbner kurven op og øger chancen for succes.
Selv en begrænset forståelse for fysikkens love kan gøre selv de bedste basketballspillere endnu bedre.
Peter Brancazio, Professor i fysik

Hold det simpelt

Færre ting kan gå galt

Det normale overhåndskast involverer flere forskellige bevægelser i håndled, albue og skulder, hvilket øger risikoen for fejl. Selv den mindste afvigelse vil med stor sandsynlighed koste pointet.
Underhåndskastet derimod sikrer mere stabilitet, fordi bolden holdes med begge hænder. Det hjælper spilleren med at balancere musklerne og gøre hænderne mere afslappede. Samtidig laver armene en pendulbevægelse, der er let at kontrollere. Altså i modsætning til overhåndskastet.
Og som med alt andet handler det i øvrigt om træning, træning, træning. 
Hvis du gentager det samme skud igen og igen, bliver du en bedre skytte. Så hvad end du gør, gentag det. Også selv om det er Granny-style.
Stephen Curry, basketballspiller, Golden State Warriors

Konklusion

Er underhåndskastet så det bedste?

Svaret er både ja og nej.
I teorien giver underhåndskastet den største sandsynlighed for point. I praksis bør spillerne dog gøre det, de har det bedst med.
Og da overhåndskastet er en stor del af spillet, er det svært at lægge fra sig, da de etablerede spillere har millioner af gentagelser med netop det skud.
Derfor er det ofte en vanesag. MEN:
For nogle unge spillere tror jeg helt sikkert, at underhåndskastet kan være en gevinst.
Chris Christoffersen, basketballspiller, Bakken Bears
Og så er vi tilbage ved Andre Drummond. En af verdens bedste spillere, der for et par år siden kategorisk afviste så meget som at overveje underhåndskastet.
Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.
I forrige sæson præsterede han en samlet scoringsprocent på sølle 35,5. Kort efter indrømmede Drummonds træner, at NBA-stjernen nu seriøst overvejer underhåndkastet.
Andre Drummond skal arbejde på sit straffekast, siger træneren. Foto: Scanpix