Oklahoma City Thunder er dynastiet, vi aldrig fik at se

16x9
Tre af NBAs bedste spillere, var engang samlet i Oklahoma City. Foto: NBA.com /Getty Images

Skader, uheld og afgørende beslutninger kostede givetvis en storhedsperiode for Oklahoma City - hør mere i TV 2 SPORTS NBA-podcast.

De næste 10 år kommer de til at dominere NBA. Det er vanvittigt hvad de har af talent på det her hold.

NBA-ekspert Peter Wang

På trods af blot ni sæsoner i verdens bedste basketballliga, har NBA-holdet Oklahoma City Thunder været en stor del af nyere tids sportshistorie i USA.

Holdet, der flyttede fra Seattle til Oklahoma City i 2008, var udset til at være det næste dynasti i NBA og skulle overtage tøjlerne fra Kobe Bryants Los Angeles Lakers, Dirk Nowitzkis Dallas Mavericks og Tim Duncans San Antonio Spurs.

Med unge profiler som Kevin Durant, Russell Westbrook, James Harden og Serge Ibaka på holdet, udviklede holdet sig fra sæson til sæson:

  • NBA sæsonen 2009-2010: Nåede til første runde af slutspillet
  • NBA sæsonen 2010-2011: Nåede til tredje runde af slutspillet
  • NBA sæsonen 2011-2012: Nåede til NBA-finalerne

Efter finalenederlaget i 2012 til Miami Heat, stod man dog ved en skillevej, hvor man skulle træffe vigtige økonomiske beslutninger - det resulterede i, at man sendte James Harden til Houston Rockets, og det blev starten på enden for det mulige storhold i Oklahoma City.

Skader ødelagde flere slutspilsdeltagelser i de efterfølgende sæsoner og i sommeren 2016 forlod Kevin Durant holdet som free agent (red. spiller uden kontrakt), og Serge Ibaka blev tradet til Orlando Magic.

En optræden i NBA-finalerne og yderligere tre deltagelser i Western Conference Finals er uden tvivl en fantastisk bedrift for et hold i et lille markede - alligevel så er der noget uforløst ved Thunder-franchisets korte, men dog imponerende, historie.

- Oklahoma City Thunder er på mange måder en succeshistorie. Men det blev ikke helt 'fulfilled' og selvom deres run er godkendt, så bliver det aldrig et A+. Det er det dynasti, der aldrig blev, vurderer NBA-ekspert Peter Wang.

Hør mere om Oklahoma City Thunder i det seneste afsnit af TV 2 SPORTs NBA-podcast, hvor du også kan blive opdateret med de seneste nyheder fra verdens bedste basketballliga - find podcasten på ITunes eller Soundcloud, eller lyt til den lige her:

Link til Soundcloud-profil her.

Link til ITunes-profil her.

På søndag kan du se Oklahoma City Thunder i kamp, når de er på besøg hos Cleveland Cavaliers. Se kampen direkte på TV 2 SPORT fra klokken 21.30.