Vanvittigt comeback i de sidste sekunder: Næstved skriver historie med pokaltriumf

Team FOG Næstved er pokalmester for første gang i klubbens historie.

Med et minut og 33 sekunder tilbage på uret bragte favoritten, de danske mestre fra Horsens IC, sig foran med ni point.

Dermed havde østjyderne den ene hånd solidt plantet på pokalen, men Team FOG Næstved leverede en stort comeback.

Med 18 sekunder tilbage havde Horsens muligheden for at bringe sig foran med tre på straffekast, men det blev brændt - og så tog det fart.

Fem sekunder før hornet lød, blev der udlignet til stillingen 80-80, og så fik Horsens IC pludselig travlt.

Alt for travlt.

For i jagten på at tage sejren i de døende sekunder blev bolden smidt lige ud i hænderne på de undertippede sjællændere, der tilkæmpede sig to straffekast - med 0,8 sekunder tilbage på uret.

Det første blev brændt, men Phillip Nolan rystede ikke på hånden og sikrede Team FOG Næstved klubbens første pokaltitel nogensinde.

- Jeg er helt oppe at køre over at være med til at skrive historie. Jeg mangler virkelig ord lige nu. Jeg er bare oppe at køre, sagde Phillip Nolan til TV 2 SPORT mindre en to minutter efter, han sikrede sejren.

- Jeg følte seriøst, at jeg ikke kunne brænde begge. Jeg vidste, vi havde vundet kampen, da jeg blev fejlet.