NBA-stjerne buldrer videre - nærmer sig legendes 55 år gamle rekord

Russell Westbrook fra Oklahoma City Thunder er godt på vej til at slå en 55 år gammel rekord.

Den amerikanske basketballstjerne Russell Westbrook har gang i en forrygende sæson i NBA og kandiderer derfor også til at blive kåret som ligaens MVP (mest værdifulde spiller).

Faktisk spiller den amerikanske point guard så godt, at han har snittet en såkaldt tripledouble i sæsonens første 60 kampe. Det betyder, at han i gennemsnit laver mindst ti point, ti assists og ti rebounds i hver eneste kamp.

Her er det samtidig værd at bemærke, at Westbrook ikke bare laver ti point i gennemsnit, men derimod hele 31.

Natten til onsdag dansk tid lavede han sin 30. tripledouble i sæsonen, da han sammen med resten af Oklahoma-holdet slog Utah Jazz. Dermed nærmer den seksdobbelte All Star sig nu for alvor en af de vildeste rekorder i NBA - flest tripledoubles i én sæson.

Den nuværende rekord stammer helt tilbage fra 1961/62-sæsonen, hvor legenden Oscar Robertson lavede hele 41 af slagsen. Altså mangler Westbrook 12 mere, før han kan overgå den 55 år gamle rekord.

Oklahoma City har 22 kampe tilbage af årets NBA-sæson, før de 16 bedste hold går videre til slutspillet, og med den form Westbrook har vist indtil videre, er rekorden i den grad inden for rækkevidde.

Holdet indtager lige nu 7. pladsen i Western Conference og ligger derfor i øjeblikket til at gå videre til slutspillet, der begynder den 15. april.