Nowitzkis nye kæmpe milepæl i NBA

16x9
Dirk Nowitzki blev tirsdag nat den blot 6. spiller nogensinde i NBA til at score 30.000 point Foto: USA TODAY SPORTS / Scanpix Denmark

Tilbage i 1978, helt præcist den 19. juni, kom Dirk Nowitzki til verden i den vesttyske by, Würzburg. Forældrene Helga og Jörg-Werner drømte sikkert som mange andre forældre med atletiske baggrunde, at deres lille søn en dag kunne finde glæde i sportens verden. Der var nok ingen, der havde forestillet sig eller turdet drømme om det scenarie, der rent faktisk blev og er virkelighed.

Dirks mor var professionel basketballspiller, mens far, Jörg-Werner, var tysk landsholdsspiller i håndbold. Og det var netop håndbolden, der fik først fat i den lange tyske knægt. Sammen med tennis var det altså faderens sport, der havde det tidlige forspring. Nowitzki måler i dag hele 213 cm, og allerede fra barnsben skød han højere i vejret end de fleste, hvorfor basketball også virkede som en naturlig sport at prøve kræfter med.

Men det var faktisk først ret sent, at han valgte at kvitte både tennis og håndbold til fordel for basketball. Til gengæld gik det så ret hurtigt med at få både spottet og udviklet talentet, der nu står som den mest scorende ikke-amerikaner i NBA nogensinde – og den sjettemest scorende af alle!

Manden med øjet for talentet var Holger Gerschwindner. Da han så den lange, ranglede Dirk Nowtizki lege med bolden under kurven, spottede han straks et talent. Et talent han gerne ville arbejde med. Gerschwindner har altid været kendt for at være en lidt alternativ træner, men han er den dag i dag stadig manden, som Nowitzki bruger til sine private individuelle træningspas og finpudsning af især skudteknikken.

Nu godt 25 år senere kan læremesteren så se tilbage på en karrieremilepæl, som nok ingen havde turde sætte som mål tilbage i Würzburg i starten af 90’erne. Selvfølgelig, fristes man til at sige, var Gerschwindner på plads i American Airlines Center tirsdag aften. Her stod han bag Donnie Nelson Jr., manden der tog chancen og hentede ham til NBA. Godt nok var det farmand Don Nelson der havde ansvaret, men det var Donnie, der havde været på tur i Europa og scoutede løs. Begge, altså Donnie Nelson og Holger Gerschwindner, stod rørte med en tåre i øjenkrogen, da Nowitzki skrev sig yderligere ind i NBAs historiebøger med scoringen i starten af 2. periode.

A post shared by espn (@espn) on

Her nettede Dirk sit 20. point i kampen og dermed sit point nummer 30.000 i karrieren. Hvor de to førnævnte stod og overværede det hele, så røg holdets ejer Mark Cuban nærmest ind på banen. Han forsøgte at få holdet til at tage en timeout. Men han skulle få en scoring mere fra tyskeren. En scoring der fik taget til at lette og Lakers til at tage en timeout – og så stod den på hyldest. Første mand i favnen på Nowitzki var Cuban. Og han slap ikke.

Nowitzki der generelt ikke er meget for at blive hyldet måtte en tur ud på gulvet igen og takke de mange fans. Fans der stod op det meste af kampen indtil scoringen – ingen ville misse noget.

A post shared by NBA on ESPN (@nbaonespn) on

Det lidt pudsige ved scoringen var at det var mod Lakers. Spilleren der forsøgte at dække ham op var Larry Nance Jr. Det var der som sådan ikke noget specielt i, men at Nance Jr. spiller i nr. 7 blev noteret. For da Dirk Nowitzki scorede sit point nr. 20.000 i NBA, gjorde han det henover Lamar Odom, fra Lakers, i nummer 7!

A post shared by NBA (@nba) on

Dirk Nowitzki var allerede den mest scorende ikke-amerikaner nogensinde i NBA. En ganske fin bedrift. Han sikrede sig dog en endnu finere bedrift. Med denne milepæl i hus blev han blot den 6. spiller nogensinde til at score 30.000 point i NBA. Alle sammen er scoret i samme uniform. Han blev godt nok draftet som nr. 9 af Milwaukee Bucks i 1998, men de byttede ham samme dag med Dallas Mavericks, der siden har haft Nowitzki på holdkortet. Og nu er de sikkert i gang med at støbe statuen af tyskeren, en statue der pænt kunne stå lige udenfor American Airlines Center i downtown Dallas.

Top 10 All-Time point i NBA

  1. Kareem Abdul-Jabbar 38,387
  2. Karl Malone 36,928
  3. Kobe Bryant 33,643
  4. Michael Jordan 32,292
  5. Wilt Chamberlain 31,419
  6. DIRK NOWITZKI 30,005 
  7. Shaquille O'Neal 28,596
  8. LeBRON JAMES 28,316
  9. Moses Malone 27,409
  10. Elvin Hayes 27,313

Congratulations Dirk!

Det væltede ind med lykønskninger på de sociale medier ovenpå bedriften og en af dem kom fra canadiske Steve Nash. Den tidligere dobbelte MVP fik sin debut for selvsamme Mavericks, i samme sæson som Dirk.

A post shared by stephennash (@stephennash) on

De to var nærmest uadskillelige men på et tidspunkt troede man ikke længere på dem som duo. Cuban blev sur og ville ikke betale for Nash der endte hos Phoenix Suns (og det var netop her han blev MVP to år i træk). Det virkede som den forkerte beslutning men da Dallas kom i NBA finalen i 2006 begyndte det at se fornuftig ide. Desværre tabte Mavericks finalen med 4-2 til Dwyane Wade og Miami Heat.

Straks kom spørgsmålet om Dirk Nowitzki skulle blive den næste i rækken af fantastiske NBA spillere der aldrig fik en mesterskabsring. MVP, altså den bedste spiller i ligaen, blev han kåret som året efter finalenederlaget. Men stort set samme tid som han løftede trofæet og blev hyldet, så røg holdet ud i 1. runde til Golden State Warriors i et kæmpe upset. Så ulmede snakken igen.

Heldigvis så faldt alt den rigtige vej i 2010-11 sæsonen og mod alle odds var holdet tilbage i NBA finalen. Igen var det Miami Heat og Dwyane Wade der stod på den anden side. Denne gang havde han dog fået selskab af LeBron James og Chris Bosh. I modsætning til 2006 steppede Nowitzki og Mavericks op denne gang og endte med at vinde finalen 4-2. Nowitzki blev yderligere hædret som finalens bedste.

Alt dette fortæller blot dele af historien om en af Tysklands største atleter. Om den bedste spiller i NBA nogensinde der ikke er fra USA og om en særdeles ydmyg, loyal og talentfuld basketballspiller.

Dirk Nowitzki til TV 2 efter han blev den mest scorende internationale spiller i NBA's historie
Dirk Nowitzki til TV 2 efter han blev den mest scorende internationale spiller i NBA's historie Foto: Privatfoto