Power ranking: Mestrene i frit fald fra toppen

For første gang i denne sæson er Cleveland Cavaliers udenfor top tre på NBA-eksperternes power ranking-lister.

Efter deres historiske triumf i sidste sæsons NBA-finaler, kom Cleveland Cavaliers ind til denne sæson som lyn og torden - de forsvarende mestre åbnede sæsonen med seks sejre i træk, herefter 13 sejre i deres første 15 kampe og 29 sejre i de første 40 kampe.

Resultaterne var som forventet, og med tilførslen af spillere som Kyle Korver og Deron Williams i løbet af sæsonen, lignede Cavaliers endnu engang en storfavorit til NBA-mesterskabet.

Denne favoritstatus er dog blevet decimeret en smule på det seneste, da hverken holdets spil eller resultater har været tilstrækkelige - mestrene fra Ohio sluttede marts måned af med blot syv sejre i deres 17 kampe, og det har også medført at LeBron James og company, har mistet deres førsteplads i eastern conference.

- Vi har begge to Cleveland Cavaliers ude af top tre på vores power ranking, for første gang i denne sæson, fremlagde Thomas Bilde til Peter Wang i søndagens power ranking.

16x9
Sådan så eksperternes power ranking ud i søndags, hvor Cleveland altså falder i hierakiet. Foto: TV 2 SPORT

Hver søndag kommer Thomas Bilde og Peter Wang med deres vurdering, af NBA-ligaens varmeste mandskaber, og de seneste resultater fra Cleveland har altså medført et styrtdyk på de to eksperters lister. 

Se Bilde og Wangs fremlægning af deres power ranking i videoen over artiklen.

Det har især været i det defensive, at spillet har haltet hos de forsvarende mestre, der har tilladt over 100 point i otte, af deres seneste ni kampe.

- Hvis vi kigger siden første januar, så er Cleveland et af ligaens dårligste forsvarshold og det bliver ved med at være et problem, vurderer Peter Wang.

Begge er dog enige om, at Cavaliers stadig er favorit til at nå NBA-finalerne som repræsentant fra eastern conference, men i det samlede hierarki har mestrene fra Ohio altså hængt en smule i bremsen.