Mestrene slår 69 år gammel rekord i historisk comeback

Cleveland Cavaliers leverede natten til fredag et historisk comeback, da de vandt kampen efter at have været bagud med 25 point ved pausen.

Anført af LeBron James formåede Cavaliers i nat at slette en 69 år gammel playoff-rekord.

Superstjernen satte 41 point, 13 rebounds og 12 assists på tavlen, da holdet på udebane slog Indiana Pacers med 119-114.

Efter kampens to første perioder så alt dog ud til, at hjemmeholdet for første gang i bedst af syv-serien skulle have en sejr, da Pacers var foran med 74-49 foran et tændt hjemmepublikum.

Hos hjemmeholdet var det specielt Paul George, der viste sig frem med 36 point, men da de forsvarende mestre fra Cleveland satte tempo på i tredje quarter, kunne hjemmeholdet ikke følge med.

Langsomt spillede de sig tættere på Pacers, og med præcis syv minutter tilbage af kampen gik LeBron James til kurven og dunkede udligningen til 98-98 gennem nettet.

Herfra viste Cavaliers sig for stærke, og til sidst vandt de tredje kamp med 119-114.

Det er aldrig set før i NBA's playoff-historie, at et hold har været bagud med 25 point ved pausen og alligevel vundet kampen. Indtil i nat sad Baltimore Bullets på rekorden, da de i 1948 var bagud med 21 point ved pausen mod Philadelphia Warriors, men vendte kampen i anden halvdel.

Med sejren kan Cleveland Cavaliers lukke serien søndag i kamp fire.