Stort skifte i NBA: Gordon Hayward skal spille for Boston Celtics

27-årige Gordon Hayward har fundet sit næste basketballhjem. Han skifter på en fri transfer til Boston Celtics.

Utah Jazz mister en af sine absolut vigtigste brikker, fordi All Star-spilleren Gordon Hayward har valgt at forlade klubben til fordel for Boston Celtics. Skiftet sker på en fri transfer.

Dermed forlader Gordon Hayward den klub, som han har spillet for siden 2010. Dengang draftede Utah Jazz Gordon Hayward som nummer ni. 

I sine syv år hos Jazz har Haywards rolle stille og roligt vokset sig større og større. Han var klubbens topscorer i sidste sæson, hvor han lavede 21,9 point pr. kamp, mens han samtidig greb 5,4 rebounds og afleverede sig til 3,5 assists pr. kamp.

Boston Celtics får dermed endnu et våben i kampen om at komme i finalerne. I den netop færdigspillede sæson røg Celtics ud til Cleveland Cavaliers i Eastern Conference Finals. Det svarer til semifinalen i NBA. 

Gordon, der primært spiller small forward, har skrevet en fireårig kontrakt med Boston Celtics, som eftersigende løber op i 128 millioner dollars i alt.

Det var dog ikke uden kamp, at Boston sikrede sig Haywards underskrift. Både Utah Jazz og Miami Heat forsøgte af sikre sig spilleren, men det blev altså Boston, der vandt det kapløb.

En af de ting, der formentlig har betydet noget i Gordon Haywards valg af klub, har været Boston Celtics træner, Brad Stevens. Han var nemlig også træner for Gordon Hayward, da sidstnævnte spillede basketball i college for Butler University.