Tre unge stjerner mødes på Christmas Day

16x9
Kristaps Porzingis og Knicks møder Philadelphia 76'ers den 25. december. Foto: Abbie Parr / Scanpix Denmark

Den 25. december er der traditionen tro basketball fra verdens bedste liga. Den første kamp af aftenens fire byder på New York mod Philadelphia.

Se NBA-kampene fra Christmas Day direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 18.00

Når Philadelphia 76’ers og New York Knicks tørner sammen på Christmas Day – eller første juledag, som vi kalder det på denne side af Atlanten – bliver det et opgør mellem tre af de mest spændende, unge spillere i hele ligaen.

Gæsterne fra Philadelphia 76’ers kommer med rookien Ben Simons og den kulørte Joel Embiid som de to mest iøjefaldende spillere, mens hjemmeholdet bliver anført af letten Kristaps Porzingis.

TV 2 SPORTs NBA-ekspert Peter Wang, der sidder klar med Thomas Bilde til at kommentere kampen fra klokken 18.00, kalder det en kamp, hvor man kan se tre af de spillere, der kommer til at præge NBA de næste ti år.

- Der er selvfølgelig fokus på de unge stjerner, der er ved at overtage i NBA. Der er tre af dem med i den kamp i Kristaps Porzingis, Joel Embiid og Ben Simmons. Det er den moderne NBA, hvor man ser de største spillere – også fysisk største – på deres respektive positioner.

Ben Simmons' sammenligninger

Efter at have misset hele sin rookie-sæson på grund af skader har Ben Simmons i denne sæson endelige fået spilletid i NBA. Og det har han fået tæt på det optimale ud af.

I de 30 kampe, han indtil videre har spillet, har han i gennemsnit scoret 17,3 point, grebet 9 rebounds og afleveret sig til 7,8 assists per kamp. Imponerende statistikker af Simmons, der bliver bedt om at lede sit hold som førsteårsspiller.

På grund af sin position som forward og måde at spille på er Ben Simmons allerede blevet sammenlignet med LeBron James. Selvom de to spillere på nogle områder minder om hinanden, er der dog en anden spiller, som Peter Wang hellere vil sammenligne ham med.

- Jeg har hørt nogle, der har sammenlignet ham med LeBron, men også med Grant Hill, og den sammenligning kan jeg faktisk godt lide, siger Peter Wang og henviser til den nu pensionerede spiller, der ligesom Ben Simmons levede af at tage bolden til kurven og af at være sine modstandere fysisk overlegne.

Kampens matchup

Til spørgsmålet om, hvilken direkte duel han ser mest frem til, peger Peter Wang på duellen under kurven mellem hjemmeholdets Kristaps Porzingis og gæsternes Joel Embiid.

- Det er to gode bud på, at man skal kunne det ene eller det andet: Enten være en fantastisk skytte som Porzingis er med den højde eller være så stærk, så stor og alligevel have finesse og touch udefra som Embiid.

Begge er de spillere, der i denne sæson har taget store skridt i den rigtige retning.

Kristaps Porzingis er efter Carmelo Anthonys skifte til Oklahoma City Thunder blevet holdets primære scorer, og den byrde har han taget på sine skuldre.

Med 24,5 point per kamp er uden sammenligning den Knicks-spiller, der scorer flest point. Og selvom et større ansvar og flere skud i mange tilfælde fører til en lavere field goal percentage formår den høje lette alligevel at skyde bedre end nogensinde med 45,4 % ramte skud.

Hans direkte modstander i opgøret, Joel Embiid, har ligeledes et karriere-år, om end det kommer på en lidt billigere baggrund end Porzingis.

Embiid sad ude i hele sin første NBA-sæson, ligesom skader holdt ham til kun at spille 31 kampe i den foregående sæson. I 2017/2018 har han indtil videre spillet 23 kampe, men her har han også vist, at han har været værd at vente på.

Med 24,1 point og 11 rebounds per kamp er Embiid uden tvivl fremtidens mand for Philadelphia, hvis han altså kan holde sig skadesfri.

Forventede startopstillinger

Philadelphia 76’ers

PG: Ben Simmons

SG: J.J. Redick

SF: Robert Covington

PF: Dario Saric

C: Joel Embiid

Head coach: Brett Brown

New York Knicks

PG: Jarret Jack

SG: Courtney Lee

SF: Lance Thomas

PF: Kristaps Porzingis

C: Enes Kanter

Head coach: Jeff Hornacek