Wall og Wizards tager sejren over Boston Celtics

På udebane i TD Garden slog Washington Wizards hjemmeholdet Boston Celtics, selvom Kyrie Irving spillede en stor kamp.

TD Garden i Boston lagde mandag aften dansk tid gulv og kurve til et opgør, som TV 2 SPORTs NBA-ekspert  Peter Wang havde kaldet et opgør mellem to af de hold, der er klar til at tage over, når LeBron James stopper.

Begge hold viste da også, hvorfor de skal regnes med i den ligning.

LeBron James tidligere holdkammerat i Cleveland, point guarden Kyrie Irving, gjorde sit til, at sejren skulle ende hos hjemmeholdet Boston Celtics, men til det var gæsterne for stærke. 

Anført af Bradley Beal, Otto Porter og John Wall, der alle scorede over 20 point, vandt Washington Wizards kampen med 111-103.

Irving klar fra start

Det var ikke til at overse, at hjemmeholdets Kyrie Irving havde en mission fra kampens start. Han ville vise, at han kunne gå forrest på et hold, hvor han er den største stjerne på en af de største dage i NBA-kalenderåret.

I første quarter fik han ni minutters spil, og her formåede han at sætte otte point på tavlen.

Blandt andet fik Boston to point af Kyrie Irving, som kan ses i videoen herunder

Boston Celtics-stjernen giver sit hold to point mod Washington Wizards Video: TV 2 SPORT

Washington Wizards’ spillere ville dog ikke lade sig kyse af Irvings præstationer, og med flere point delt ud over Bradley Beal, Otto Porter og Kelly Oubre førte gæsterne med 52-49 ved pausen.

Fuld fart på Wizards

Washington Wizards-spillerne må ikke have følt, at de tre points forspring var nok. Derfor kom de ud som lyn og torden fra anden halvlegs start og fik hurtigt sat 13 point på kontoen.

Igen måtte Kyrie Irving altså vise, hvorfor Boston Celtics valgte at bytte Isaiah Thomas og et draftpick for ham i sommeren.

Med en trepointsscoring og to topointscoringer mere i det efterfølgende angreb gjorde han sit til, at forspringet skulle formindskes.

Boston Celtics var bagud i tredje quarter mod Washington Wizards, men så tog Irving over Video: TV 2 SPORT

Efter Kyrie Irvings scoringer kunne han og resten af holdkammeraterne gå ind til fjerde quarter, hvor de havde barberet Wizards' forspring ned til fire ved stillingen 76-80.

Førsteårsspilleren Tatum

Ligesom Washington kom stærkt ud efter andet quarter, kom Boston stærkt ud efter tredje quarter.

En af de spillere, der var med til at give Boston føringen, var førsteårsspilleren Jayson Tatum. Han scorede i to angreb i træk, hvor han først postede op og viste egenskaber tæt på kurven med to point, og bagefter modtog han bolden bag trepointslinjen og satte tre point ind på kontoen.

Med de fem point var Tatum på det tidspunkt Bostons topscorer med 17 point, og holdet var foran for blot anden gang i kampen.

Tæt afslutning

Efter Tatums point skiftede føringen flere gange frem og tilbage mellem de to hold.

Washington havde dog en periode, som de vandt med 12-0, og derfor bragte de sig foran med 102-95 med knapt fire minutter tilbage.

Herfra var Washington kyniske og udnyttede alle de både store og små fejl, som Boston lavede.

Specielt John Wall viste, hvad han er i stand til at gøre, da han både scorede selv og assisterede til sidst.

Så selvom Terry Rozier ramte et trepointsskud med et minut tilbage, endte sejren hos gæsterne fra Washington Wizards på 111-103.