Celtics laver stort comeback og sikrer sejren efter vild afslutning

Selvom Boston Celtics var bagud med 26 point, formåede de alligevel at komme tilbage og slå Houston Rockets i divisionsopgøret.

Man skal som bekendt bare være foran ved slutfløjt for at vinde.

Så simpelt kan det sættes op. Det udnyttede Boston Celtics til fulde natten til fredag, hvor de mødte Houston Rockets i en storkamp i divisionen. Celtics var ikke foran på et eneste tidspunkt i kampen – på nær de sidste tre sekunder, hvor Horford satte den afgørende scoring ind.

De var på et tidspunkt bagud med hele 26 point, men Boston-holdet lod sig ikke slå ud. De kæmpede sig stille roligt tilbage, og med få sekunder igen kunne de bringe sig i front, da Al Horford kom tæt ind under kurven og sikrede to point og en føring på 99-98.

Derudover var Kyrie Irving især storspillende, da han med 26 point hjalp sit hold til en stor sejr.

- Vi havde en utrolig tålmodighed. Vi startede ikke godt og var trætte, men vi kom tilbage og kørte bare på. Vi gjorde de ting, som var nødvendige for at få denne sejr, sagde Irving efter kampen.

- Det føles godt at få sådan en sejr, når man kæmper sig hele vejen tilbage.

Celtics fører Eastern Conference, imens Houston er nummer to i sin efter Golden State Warriors. Houston har nu tabt fire kampe i træk.