Toronto-stjerne slår klubrekord i overtidssejr

Toronto Raptors slog Milwaukee Bucks på hjemmebane i Canada, hvor DeMar DeRozan satte ny klubrekord i antal scorede point.

DeMar DeRozan fejrede den første Toronto Raptors-kamp i 2018 med manér.

På hjemmebane i Canada blev han således den altoverskyggende hovedrolleindehaver, da hans hold havde besøg af Milwaukee Bucks.

Toronto Raptors vandt kampen med 131-127 efter overtid, men det er ikke sejren, der vil blive husket efterfølgende. Det er i stedet shooting guardens indsats.

Han satte nemlig både personlig rekord og klubrekord med hele 52 scorede point.

Varm fra start

Rekordindehaveren før kampen var klublegenden Vinde Carter, der tilbage i 2000 scorede 51 point. I 2014 scorede Terrence Ross samme antal point, men begge rekordmagere skulle altså se deres navne blive slettet fra klubbens historiebøger.

DeMar DeRozan så ud til at være på en scoringsmission, da kampen startede.

I første quarter scorede han således 21 ud af Raptors’ 35 point.

Ingen kunne stoppe DeRozan

Cheftræneren fra Milwaukee Bucks, Jason Kidd, indså tidligt i kampen, at han skulle stoppe Raptors-guarden, hvis hans hold skulle have sejren.

DeMar DeRozan scorede 52 point mod Milwaukee Bucks.
DeMar DeRozan scorede 52 point mod Milwaukee Bucks. Foto: Kevin Sousa / Scanpix Denmark

Derfor prøvede Kidd både at sætte kompetente forsvarere som Eric Bledsoe, Khris Middleton og Giannis Antetokounmpo på DeRozan. Men han lod sig ikke stoppe.

DeMar DeRozan fortsatte med at score point, og da det blev tæt, var det DeRozan, der blev afgørende.

Først gik han forrest til sidst i den regulære spilletid, da han holdt Milwaukee Bucks Malcolm Brogdon fra at score i kampens sidste sekunder, og da overtiden startede, fortsatte DeRozan med at score point.

17 ud af de i alt 29 gange, DeRozan sendte bolden mod kurven i kampen, ramte han, og da han samtidig var perfekt fra frikastlinjen med 13 ramte forsøg ud af 13 mulige, endte han altså på 52 point.

Derfor var det Toronto Raptors, der endte med sejren.

De er nu på andenpladsen i den østlige konference i NBA, hvor kun Boston Celtics har vundet flere kampe.

Se højdepunkter fra kampen i videoen herunder: