Stjernerne var rystet: - Et af de værste fald nogensinde

Boston Celtics-spilleren Jaylen Brown faldt to meter ned og landede direkte på nakken, efter han havde lavet et dunk.

(VI ADVARER MOD STÆRKE BILLEDER I VIDEOEN)

Stemningen gik fra stor jubel til fuldstændig tavshed natten til fredag på Minnesotas hjemmebane 'Target Center', da 21-årige Jaylen Brown hamrede et dunk i kurven og kort efter landede helt forkert.

Kort efter denne situation lander Brown hårdt ned på nakken.
Kort efter denne situation lander Brown hårdt ned på nakken. Foto: TV 2 SPORT

Efter scoringen gled hans hænder af kurven, så kroppen drejede 180 grader i luften, uden Boston Celtics-spilleren nåede at tage fra. Derfor ramte han halgulvet med hovedet og nakken først. En situation, der straks fik med- og modspillere til at folde hænderne og bede for Brown.

- Det var hårdt at se. Jeg var bare glad for, at han selv var i stand til at rejse sig og gå, sagde Boston-stjernen Al Horford efter kampen og fortsatte:

- Det er nok et af de værste fald, jeg nogensinde har set, så det var en kæmpe lettelse, at han rejste sig, og vi gik fra at være meget bekymret for Jaylens helbred til at se ham gå. Det løsnede op i os alle sammen, og vi kunne fortsætte kampen.

Jaylen Brown var således i bevidsthed, mens han blev undersøgt på banen, inden han til sidst kunne rejse sig og gå i omklædningsrummet. Her blev han, indtil holdet efter 117-109-sejren rejste hjem til Boston, hvor han på Twitter meddelte, at "alt var okay", men at han havde hovedpine.

På TV-billederne fra hallen kunne det også ses, hvordan den helt store Boston-stjerne, Kyrie Irving, sad på bænken og sendte et fortvivlet blik op i loftet.

Kyrie Irving var naturligvis ikke glad for at se sin holdkammerat ligge fuldstændig stille på halgulvet.
Kyrie Irving var naturligvis ikke glad for at se sin holdkammerat ligge fuldstændig stille på halgulvet. Foto: TV 2 SPORT

Efter kampen gav flere fra Boston-lejren ligeledes udtryk for deres grimme oplevelse.

  • Brad Stevens (træner): Vi stod alle sammen og så på, hvordan han gjorde fremskridt, efterhånden som de testede ham for hans skade i nakken. Vi fik det bedre, hver gang der var positive tegn.
  • Jayson Tatum: Vi håbede bare, det ikke var for slemt. Vi var lettet, da han rejste sig. Forhåbentlig er det alt sammen godt nu.
Holdkammeraten Marcus Smart satte sig på halgulvet for at bede for Jaylen Brown.
Holdkammeraten Marcus Smart satte sig på halgulvet for at bede for Jaylen Brown. Foto: Brad Rempel / Ritzau Scanpix

Fredag aften kunne holdet så oplyse, at Jaylen Brown er placeret i NBA's 'hjernerystelses-program' (concussion protocol, red.). Det betyder, at han først må spille igen, når han har gennemført en række officielle test, der kan slå fast, at han ikke er plaget af faldet på nakken/hovedet.