To cheftrænere fyret efter skuffende sæsoner

New York Knicks har fyret cheftræner Jeff Hornacek efter to skuffende sæsoner, mens også Orlando Magic har sagt farvel til Frank Vogel.

To år i trænersædet.

Så længe nåede Jeff Hornacek og Frank Vogel at være cheftrænere i henholdsvis New York Knicks og Orlando Magic i verdens bedste basketballliga, NBA.

Begge trænere er nu blevet fyret, efter de to hold har præsteret på skuffende niveauer i forhold til, hvad der var af forventninger fra bestyrelsernes side.

Aldring og skader ødelagde det for Knicks

Jeff Hornacek overtog trænersædet i New York Knicks forud for forrige sæson. Dengang var fremtiden lys med både stjernen Carmelo Anthony og den talentfulde Kristaps Porzingis på holdet.

Men alderen ramte Carmelo Anthony, der senere blev tradet til Oklahoma City Thunder, og i fraværet af en anden stjernespiller formåede Kristaps Porzingis ikke at løfte Knicks, selvom han udviklede sig meget sæsonerne igennem og etablerede sig som en stjerne.

Den manglende sportslige succes endte altså med at koste Jeff Hornacek jobbet i New York.

- Jeff er en sand professionel, som har arbejdet hårdt for organisationen over de seneste to år. Vi vil gerne takke ham for indsatsen og for det, han har tilføjet til organisationen og holdet, og samtidig ønske ham al held og lykke fremadrettet, har klubpræsident Steve Mills og sportschef Scott Perry ifølge klubbens hjemmeside udtalt.

Holdet vandt i Hornaceks første sæson 31 ud af sæsonens 82 kampe, mens anden sæson kun bød på 29 sejre. På baggrund af det har bestyrelsen altså valgt at sige farvel til Jeff Hornacek et år før, hans kontrakt stod til at løbe ud.

Samtidig er assistenttræneren Kurt Rambis også blevet løsnet fra sin kontrakt med klubben.

Tidligere bedrifter gentog sig ikke i Orlando

Da Orlando Magic for to år siden skrev kontrakt med Frank Vogel, skrev de kontrakt med en træner, der havde haft succes og samtidig havde en klar strategi.

Men hverken succes eller strategi blev overført fra tiden i Indiana Pacers til Orlando Magic, og det resulterede i to sæsoner, hvor Vogel og Magic først tabte 53 ud af sæsonens 82 kampe og i den netop overståede sæson blev det til hele 57 nederlag.

Ligesom med Jeff Hornacek får Frank Vogel af Orlando Magics ledelse en besked med på vejen.

- Vi vil gerne takke Frank, for det han har gjort for Orlando Magic. Vi sætter stor pris på de ofre, han har gjort som cheftræner og vi ønsker ham og hans familie alt godt fremadrettet, siger klubbens præsident, Jeff Weltman til klubbens hjemmeside.

Orlandos sæson startede ellers som lyn og torden, da de vandt otte ud af de første 12 kampe. Men i de resterende 70 kampe blev det altså kun til 17 sejre, og det fik bægret til at flyde over.