Randers fremtvinger femte og afgørende DM-semifinale

Der skal en femte og afgørende DM-semifinalekamp mellem Randers og Horsens IC efter Randerssejr mandag.

Randers Cimbria forlængede livet i DM-semifinaleserien i herrernes bedste basketballrække mandag. 

Her besejrede Randers hjemme Horsens IC med 85-81, og dermed udlignede Randers til 2-2 i serien. 

Den kommende torsdag gælder det så den femte og afgørende semifinalekamp mellem de to klubber, hvor vinderen sikrer sig en plads i DM-finaleserien. 

Chris Nielsen var den helt store profil i mandagens hjemmesejr, som var Randers' anden sejr i træk i serien, efter at Horsens tidligere bragte sig foran 2-0. 

Chris Nielsen scorede 27 point for Randers, og blandt andet sørgede han med en trepointsscoring med halvandet minut tilbage for Randers-føring på 80-78. 

- Det er det her, vi håbede på. Nu har vi kamp nummer fem, efter at vi har knækket deres sjæl to gange i træk. Nu skal vi tage den på udebane. Det er med at slå til i sidste kamp, siger Chris Nielsen til TV2 Sport. 

Før mandagens sejr vandt Randers den tredje kamp med 93-76 på udebane. 

I den anden DM-semifinaleserie er Bakken Bears efter tre kampe bagud 1-2 mod Næstved. 

De to klubber spiller det fjerde opgør den kommende fredag.