Ligahold ombestemmer sig – bliver alligevel i den bedste række

16x9
Andreas Meilby forsøger at forhindre Nicolai Iversen fra Bakken Bears i at få bolden. Foto: Scanpix Danmark

Hørsholm 79ers kommer alligevel til at spille i basketligaen i den næste sæson, selvom de ellers meddelte, at de var tvunget til at rykke ned.

De seneste to måneder har været en hård kamp for Hørsholm 79ers.

Klubben meddelte i starten af marts, at de måtte tvangsnedrykke til 1. division, da selskabet bag 79ers ikke kunne skaffe de sponsorindtægter, så de kunne drive både et herre- og et damehold.

Men efter stor opbakning fra lokalsamfundet og hårdt arbejde fra klubbens støttegruppe har klubben tillid til, at man med en ny strategi kan etablere sig i basketligaen.

- Vi har tilmeldt os i ligaen, men med lavere ambitioner. Vi skal tage det bedste med fra tidligere, men samtidig opbygge både hold og forretning på en ny måde ud fra vores klubs grundlæggende DNA og værdisæt. Det betyder, at der kommer fokus på at opbygge lokale og regionale spillere med lidt udenlandsk krydderi samt nye prioriteringer for vores sponsorprogram, der skal have mere fokus på værdi og oplevelser, siger klubbens direktør, Peter Damm, i en besked på klubbens facebookside.

- Vi har lagt budget efter en helt anden sportslig prioritering end tidligere. For at realisere vores planer - også i forhold til at genstarte vores sponsorprogram på et nyt, højere niveau - er vi stadig et stykke vej fra målet. Vi arbejder hårdt for sagen, har flere spændende projekter i gang og har givet os selv til 1. juli til at nå budgettet, fordi vi mener, det er realistisk. 

Klubben har arbejdet intenst med at reformere strategi, forretningsplan og sponsorprodukter. 79ers skriver også på deres facebookside, at de har realiseret 850.000 kroner og mere skulle være på vej. Næste års basisbudget er endnu ikke nået, på trods af at Hørsholm 79ers sænker ambitionerne.

Herreholdets cheftræner gennem de sidste tre sæsoner, Rafa Monclova, har valgt, at et genopbygningsprojekt ikke er det rette for ham og hans ambitioner, så klubben har sat jagten ind på en ny cheftræner.

Kvartfinalerne blev endestationen for Hørsholm i denne sæson, hvor de tabte til Randers.