Zlatan Ibrahimovic byder 'Kongen' velkommen til Los Angeles

Flere stjerner byder LeBron James velkommen til Los Angeles, efter basketballspilleren er skiftet til NBA-holdet Los Angeles Lakers.

LeBron James, der af mange betegnes som en af de bedste basketballspillere nogensinde, er skiftet til en af de mest vindende basketballklubber nogensinde i Los Angeles Lakers.

Stjernen offentliggjorde sit skifte natten til mandag dansk tid, og dermed sluttede længere tids spekulation om, hvor han skulle fortsætte efter at have spillet de seneste fire sæsoner i Cleveland Cavaliers. 

En anden atlet, der før sæsonen skiftede til et sportshold i Los Angeles, er den svenske stjerneangriber Zlatan Ibrahimovic, og han byder basketballspilleren velkommen til "The City of Angels".

- Nu har LA både en gud og en konge. Zlatan byder LeBron James velkommen, skriver Zlatan Ibrahimovic på Twitter. LeBron James kaldes i NBA-kredse for 'King James' (Kong James, red.).

Flere stjerner byder LeBron James velkommen

Den svensk fodboldspiller er ikke den eneste, der giver LeBron James en varm velkomst til Los Angeles.

Også Lakers' tidligere stjerne Kobe Bryant sender en hilsen, efter LeBron valgte klubben i Californien 

- Velkommen til familien, skriver Kobe Bryant, der samtidig takker Jeanie Buss, Earvin 'Magic'Johnson og Rob Palinka, der sidder i Lakers' ledelse, for at få LeBron James til klubben.

Det er ikke kun sportsudøvere, der melder sig på banen ved LeBron James' skifte til Los Angeles Lakers.

Den tidligere guvernør i Californien Arnold Schwarzenegger skriver, at LeBron vil være den største stjerne i den stjernebesatte by.

- LeBron, velkommen til Los Angeles. Det er så spændende, du kommer til 'byen med stjernerne'. Og du vil uden tvivl være den største stjerne af dem alle - både på og uden for banen. Jeg elsker det.

LeBron James har været en af de største stjerner, siden han kom ind i NBA i 2003. Her startede han hos Cleveland Cavaliers, før han skiftede til MIami Heat i 2010. Her spillede han i fire sæsoner, indtil han tog tilbage til Cleveland, hvor han vandt et mesterskab i 2017.

Men nu byder fremtiden på Los Angeles Lakers, som har givet ham en kontrakt på fire år.