NBA-emne vælger det danske landshold frem for USA

16x9
Shavon Shields kan snart trække i de røde/hvide farver igen. Foto: Daniele Montigiani / Aquila Basket Trento

Basketballspilleren Shavon Shields har sagt ja til at spille for Danmark i de kommende EM-kvalifikationskampe.

Når det danske basketballlandshold 13. september spiller i Hviderusland, kan dansk-amerikaneren Shavon Shields få debut på A-landsholdet.

24-årige Shields, der har dansk mor og amerikansk far, tørner til dagligt ud for den spanske EuroLeague-topklub Baskonia og har så sent som denne sommer været en del af NBA-holdet New Orleans Pelicans' ’Summer League’-hold.

Derfor glæder det også direktøren i dansk basketboldforbund Rasmus Winkel, at landsholdet nu kan få glæde af Shields evner.

- Shavon er jo den indenfor de seneste 10-15 år, der har været på det højeste niveau i dansk basket. Han er ung, men har alligevel været en dominerende spiller som vel er en af de tre-fire bedste rækker i verden. Helt banalt er han bare en rigtig, rigtig dygtig basketballspiller.

Hvad siger det om ham, at han spiller NBA Summer League?

- Det siger jo, at han er rigtig god. Vi skal ikke tage fejl af, at nu vælger han en Euroleague-klub, men der er mange spillere, der vælger NBA fra for at spille i de bedste klubber i Europa. Det skulle bestemt ikke undre mig, om han kom til NBA om nogle år og fik spilletid. Han skal blive ved med at udvikle sig, men hans loft er meget, meget højt, siger han til TV 2 SPORT.

Shavon Shields har tidligere spillet U20-kampe for Danmark, og har vundet det nordiske mesterskab. På seniorlandsholdet kommer han ind på et hold, der har vundet flere kampe i træk, men alligevel mener Rasmus Winkel, at der kan blive brug for Shields.

- Vores landshold har vundet flere kampe i streg end nogensinde før. Vores kvalitet generelt er bare steget og vi får flere og flere spillere på højt niveau. Shavon Shields er den, der har bevist sit værd på højest niveau. Men hvis vi skal konkurrere med de lande, der er med til EM, så skal vi have 3-4-5 stykker, der spiller på Euroleague-niveau. Når vi har det, kan vi til gengæld også konkurrere med de bedste lande i Europa.

Kvalifikationssystemet i basketball inkluderer både VM i 2019 og EM i 2021. De højest rangerende hold spiller VM kvalifikation, mens de lavest rangerende hold sideløbene spiller pre-kvalifikation om at kvalificere sig til den egentlige EM-kvalifikation fra sommeren 2019.

De hold, der bliver slået ud af VM-kvalifikationen går videre til EM-pre-kvalifikationen, som det er sket for Sverige. Vinderen af Danmarks gruppe, der udover Hviderusland inkluderer Sverige, indgår direkte i den egentlige EM-kvalifikation, mens de to tabere må ud i en tredje pre-kvalifikationsrunde næste sommer.

Den danske trup består af følgende spillere:

  • Adama Darboe (Bakken Bears)
  • Chanan Colman (Hapoel Be’er Sheva, Israel)
  • Chris Nielsen (Randers Cimbria)
  • Darko Jukic (Bakken Bears)
  • Frederik Hougaard Nielsen (CB Myrtia Murcia, Spanien)
  • Frederik Rungby (Horsens IC)
  • Gabriel Iffe Lundberg (BAXI Manresa, Spanien)
  • Jonas Zohore (EGIS Kormend, Ungarn)
  • Jonathan Gilling (Melilla Baloncesto, Spanien)
  • Kevin Larsen (RETAbet Bilbao Baloncesto, Spanien)
  • Lasse Elbæk (Horsens IC)
  • Philip Hertz (Team FOG Næstved)
  • Peter Møller (Svendborg Rabbits)
  • Sami Eleraky (Iberostar Tenerife, Spanien)
  • Sebastian Åris (Svendborg Rabbits)
  • Shavon Shields (Siska Baskonia, Spanien)