Tidligere Bakken Bears-profil får debut i verdens bedste liga

Den tidligere Bakken Bears-profil DeVaughn Akoon-Purcell scorede i sin debut for Denver Nuggets natten til onsdag.

For første gang har en basketballspiller taget skiftet fra den danske basketballliga og fået spilletid i verdens bedste basketliga NBA.

DeVaughn Akoon-Purcell fik to minutter og 45 sekunder på banen for Denver Nuggets i sin første NBA-kamp.

Og ikke nok med at han fik debut, så kom DeVaughn Akoon-Purcell også på scoringstavlen, da han scorede på et af de to straffekast, han blev tildelt.

Ved stillingen 109-125 fik DeVaugn Akoon-Purcell chancen, og selvom han brændte sit første forsøg, så nåede han endnu en milepæl, da han scorede på sit andet straffekast.

Denver Nuggets vandt kampen med 126-112 over Sacramento Kings.

For god til dansk basket

DeVaughn Akoon-Purcel spillede i de seneste to sæsoner for Bakken Bears, hvor han kom på sin første seniorkontrakt. Her var han den altoverskyggende stjerne, og han var med til at sikre Bakken Bears to mesterskaber, mens han også hjalp klubben til at nå en historisk semifinale i FIBA Europe Cup, som er den tredjebedste europæiske turnering. 

Inden sit danske eventyr spillede han på collegeholdet Illinois State.

Men efter to år var det blevet tid til amerikansk basketball igen for DeVaughn Akoon-Purcell, der er fra Trinidad & Tobago. Hans retur til amerikansk basketball er dog på en såkaldt to-way kontrakt med Denver Nuggets. Her spiller han som udgangspunkt på andetholdet, men det er muligt, at han kan blive trukket op NBA-holdet, hvis der er brug for det. Og det var der altså i kampen mod Sacamento Kings.

Denver Nugget spiller næste kamp fredag den 30. oktober, hvor de møder Los Angeles Lakers. Hvis DeVaughn Akoon-Purcell igen kommer på banen, kan han derfor komme til at stå overfor LeBron James, der er en af sportens største stjerner.