LeBron James henter første sejr som Lakers-spiller

16x9
LeBron James lavede 19 point for LA Lakers. Foto: Christian Petersen / Ritzau Scanpix

Los Angeles Lakers vandt på udebane over Phoenix Suns og hentede første sejr med LeBron James på holdet.

Efter en halvsløj sæsonstart og tre nederlag i de første tre kampe kan de endelig juble i NBA-klubben Los Angeles Lakers.

I fjerde forsøg lykkedes det den nyankomne superstjerne LeBron James og hans nye holdkammerater at hente sæsonens første sejr, da Lakers på udebane besejrede Phoenix Suns med 131-113.

Efter en jævnbyrdig første indledning trak gæsterne fra Los Angeles fra i anden quarter.

To sekunder før afslutningen på kampens første halvdel hamrede James bolden i kurven og sørgede for, at Lakers-spillerne kunne tage en komfortabel føring på 76-54 med til pause.

Den overbevisende Lakers-præstation i anden quarter fik afgørende betydning, for i de tre øvrige quarters var der ikke nævneværdig forskel på de to mandskaber.

Nede med 22 point ved halvtid stod Phoenix Suns foran en yderst vanskelig opgave.

Hjemmeholdet var da reelt heller aldrig i nærheden af at indhente Lakers og kom i kampens sidste halvdel ikke tættere på end 17 points forskel.

Lance Stephenson var pointkonge for Lakers med 23 point, hvor LeBron James lavede 19 point og 10 assister. Flittigst scorende Suns-spiller blev Devin Booker, der ligesom Stephenson blev noteret for 23 point.

Både Phoenix Suns og Los Angeles Lakers har dermed indledt NBA-sæsonen med én sejr og tre nederlag i de første fire kampe.

/ritzau/