Mestrene fik tæv efter intern splid: - Stil aldrig det spørgsmål igen

Golden State Warriors tabte til Houston Rockets, få dage efter at to af holdets profiler var i stort skænderi.

Selv om de forsvarende NBA-mestre fra Golden State Warriors har fået en overbevisende start på sæsonen i verdens bedste basketball-liga, så er der de seneste par dage også kommet et par skår i glæden.

Det kulminerede foreløbigt med et klart nederlag natten til fredag dansk tid.

Her tabte Golden State Warriors med cifrene 86-107, da holdet var på besøg hos Houston Rockets.

Kampen var den første, hvor Warriors-profilerne Kevin Durant og Draymond Green igen spillede sammen, siden de tidligere på ugen kom i et voldsomt skænderi i forbindelse med et nederlag til Los Angeles Clippers.

Dreymond Green (th) talte med store bogstaver under kampen mod Clippers.
Dreymond Green (th) talte med store bogstaver under kampen mod Clippers. Foto: TV 2 SPORT

Durant blev angiveligt sur over, at Green ikke afleverede bolden i de døende sekunder i kampen mod Clippers. Det fik efterfølgende Green til at råbe højlydt efter Durant, og episoden kostede Green en kamp i skammekrogen.

Derfor var den temperamentsfulde forsvarsspecialist ikke med, da Warriors natten til onsdag vandt over Atlanta Hawks.

Det var han til gengæld i nattens opgør mod Rockets, hvor han inden kampen udtalte sig om bataljen, der ifølge CBS Sports også kostede ham en bøde på knap 800.000 kroner.

- Jeg kommer til at tale om det her én gang og kun én gang. Kevin og jeg har talt om, hvad der skete den anden aften, og vi er kommet videre. Det er ingen hemmelighed, at jeg er en følelsesladet spiller. Jeg spiller med følelserne uden på tøjet. Nogle gange får det det bedste frem i mig, og andre gange er det ikke til min fordel. Jeg må leve med det, sagde Green.

Det var dog ikke noget overbevisende comeback. Green scorede ikke et eneste point og blev blandt andet også noteret for fem mistede bolde.

Warriors-stjernen Stephen Curry var fortsat på bænken med en skade - og måske var det netop Curry, der manglede for gæsterne.

I hvert fald havde Warriors usædvanligt svært ved at sætte point på tavlen, og som kampen skred frem, kom Rockets længere og længere foran.

Tidligt i fjerde quarter så det ud til, at Warriors erkendte nederlaget, og mange af holdets stjerner blev sat på bænken for at hvile sig. Warriors reducerede, så forspringet kom ned på 11 point, men fik så ikke scoret et eneste point i 6 minutter, så Rockets øgede til et forspring på 32 point.

Efter kampen blev Kevin Durant forholdt spliden med Green, men det havde han absolut ingen kommentarer til.

- Stil aldrig det spørgsmål igen, sagde han til ESPN.

Hos hjemmeholdet blev stjernen James Harden topscorer med 27 point. Kevin Durant blev gæsternes topscorer med 20 point.

Trods nederlaget fører NBA-mestrene stadig Western Conference med 12 sejre i 16 kampe. Rockets har efter en sløj sæsonstart vundet tre kampe i træk, men ligger blot på 12.-pladsen med 7 sejre i 14 kampe.