LeBron James stråler med 51 point mod sin tidligere klub

Los Angeles Lakers' største stjerne, LeBron James, leverede sæsonens bedste kamp målt på point, da han blev noteret for 51 i kampen mod Miami Heat.

To gange nåede LeBron James at løfte NBA-trofæet for Miami Heat, hvor han spillede fra 2010-2014. Søndag nat var han så tilbage, og her gjorde han det onde ved sin tidligere klub.

Los Angeles Lakers-stjernen bragede 51 point igennem de velkendte kurve og var stærkt medvirkende til, at klubben fra vest kunne hive en 113-97-sejr med hjem.

Det var 13. gang i karrieren, at LeBron James rundede 50 point i en og samme kamp, mens hans 61 point fra en kamp i 2014 mod Charlotte Bobcats stadig står som karrierens højeste.

Allerede ét minut inde i kampen mod Miami Heat indledte LeBron James sin aften med at dunke Lakers foran 4-0. Herfra var Heat kun med ved 13-13, inden Lakers langsomt trak fra.

Halvvejs i kampen var udeholdet foran med 67-52, og der kom aldrig rigtig spænding i opgøret. Mod slutningen af opgøret så det faktisk ud til, LeBron James ikke ville runde de magiske 50 point, men til sidst fik han én chance i Lakers' sidste reelle angreb.

Stjernen tog selv bolden, og langt fra kurven sendte han bolden af sted hårdt presset af en modspiller. Resultatet blev en trepointsscoring, og så kunne James altså notere sig for 51 point på en stor aften foran sit tidligere hjemmepublikum.

- Det er altid skønt at være her. Vi har haft nogle knap så gode tider, og vi har haft rigtig gode tider. Så jeg spiller her altid med en form for respekt og kærlighed for folket i Miami - og specielt for dem, der arbejder her, sagde LeBron James efter kampen ifølge The New York Times.

Den 33-årige Lakers-spiller ramte på 19 ud af 31 forsøg på sine 38 minutter på banen, hvoraf de seks af scoringerne var bag trepointslinjen.

LeBron James blev den sjette spiller i denne sæson i hele ligaen, der nåede 50 point.