Lakers trodser LeBrons skade og blæser mestrene af banen

Los Angeles Lakers tog natten til onsdag en fornem skalp med storsejr ude over Golden State Warriors.

Los Angeles Lakers vandt natten til onsdag en sikker sejr over de forsvarende mestre, Golden State Warriors, i verdens bedste basketball-liga, NBA.

Selv om holdets absolut største stjerne, LeBron James, måtte forlade banen i tredje quarter med en lyskeskade, blev det til en overraskende sejr til udeholdet på hele 127-101.

LeBron James, der sammen med sit tidligere hold Cleveland Cavaliers har tabt de seneste to års finaleserier til netop Golden State, tog sig til lysken otte minutter inde i tredje quarter af nattens kamp.

I en kamp for en løs bold forstrækkede superstjernen tilsyneladende noget i lysken. Efter at have scoret 17 point og taget 13 rebounds måtte han forlade banen.

Derefter trådte hjemmeholdets store profil Steph Curry i karakter for en stund. Han scorede således hurtigt seks point fra trepointslinjen og reducerede Lakers' føring til to point.

Udeholdet rystede det dog hurtigt chokket af sig og formåede at udbygge føringen igen. Og i fjerde quarter virkede de sejrsvante Golden State-spillere til tider opgivende.

Lakers' storsejr skyldtes ikke mindst fortræffeligt spil af Kyle Kuzma og Ivica Zubac. Sidstnævnte scorede på ni ud af sine ti forsøg mod kurven og endte med i alt 18 point.

Til gengæld var Golden States skytter sjældent uskarpe. Kun ni af 36 forsøg fra trepointslinjen gik i kurven.

Det var Los Angeles Lakers' første sejr i Oracle Arena efter 11 nederlag på stribe. Således skal man helt tilbage til 22. december 2012 for at finde den seneste sejr til traditionsholdet på Golden States hjemmebane.