Stjerne modtaget med massiv pibekoncert: - Forræder

16x9
Kawhi Leonard blev buhet ud på sin tidligere hjemmebane. Foto: Ronald Cortes / Ritzau Scanpix

En af sportens største profiler fik en hård modtagelse, da han vendte tilbage til sin gamle hjemmebane efter at have skiftet klub.

Forræder! Forræder! Forræder!

Tilskuerne var usædvanligt klare i mælet, da NBA-stjernen Kawhi Leonard besøgte San Antonio Spurs for første gang, siden han forlod klubben inden denne sæson.

Forræder-råbene blev fulgt op af massive buh-råb i det meste af kampen, hvilket trods alt hører til sjældenhederne i NBA, hvor mange spillere faktisk hyldes, når de vender tilbage som modstander til en tidligere klub.

- Jeg havde måske forventet det. Men jeg nød det, og sådan noget gør mig kun bedre, siger Kawhi Leonard ifølge Bleacher Report.

Kawhi Leonard og holdkammeraterne fra Toronto Raptors tabte 125-107 til San Antonio Spurs, hvor Leonard tidligere har været en stor profil. I sidste sæson spillede han dog kun ni kampe på grund af en skade.

Flere har spekuleret i, om skaden var fingeret for at presse Spurs til at trade Kawhi Leornard til en anden klub. Dette er naturligvis ikke bekræftet – men faktum er dog, at Danny Green, der var en del af aftalen med Raptors, fik en helt fin velkomst på sin gamle hjemmebane. Bleacher Report skriver, at han modtog bifald ved diverse introduktioner i løbet af aftenen, mens Kawhi Leonards mor endte i et mindre skænderi med en Spurs-fan.

Det var dog ikke alle Spurs-folk, der var mod Kawhi Leonard. Klubbens træner havde ligefrem ondt af ham.

- Jeg havde det skidt med det. Kawhi er en karakterfuld person, og vi kommer alle sammen til at tage beslutninger om, hvad vi skal gøre med vores fremtid. Det har han ret til at gøre ligesom alle os andre, så jeg havde det skidt med det, hvis jeg skal være ærlig, siger Gregg Popovic ifølge Bleacher Report.

Efter Spurs’ sejr ligger holdet nummer syv i den vestlige konference. Raptors ligger nummer to i den østlige konference.