Ligaklub havnet i sag om snyd med støttekroner

16x9
Stevnsgade er havnet i en sag om snyd med støttekroner. Foto: Kim Haugaard / Ritzau Scanpix

Stevnsgade kan ikke gøre rede for 642.000 kroner, som er modtaget i kommunal støtte og projektbevillinger.

Den københavnske basketballklub Stevnsgade Basketball på Nørrebro har misbrugt foreningsmidler fra Københavns Kommune.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport udarbejdet af Intern Revision, som er en uafhængig kontrolmyndighed i Københavns Kommune, der blandt andet kigger kommunens syv forvaltninger efter i sømmene.

Jeg er rigtig ærgerlig over, hvor stort omfanget med svindel nu viser sig at være

Christopher Røhl Andersen, medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune

Det skriver TV 2 Lorry.

Ifølge Intern Revision har klubben samlet set har konstrueret falske dokumenter, som har dækket over misbrug for i alt 257.144 kroner.

Ifølge rapporten har Stevnsgade modtaget i alt 642.000 kroner fra Københavns Kommune, som klubben ikke kan redegøre for. 

Her udgør to tredjedele af beløbet projektmidler, som ikke kan dokumenteres brugt korrekt i regnskabet. Den sidste tredjedel er udbetalingen af for mange støttekroner for medlemmer under 25 år.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, hvor stort omfanget med svindel nu viser sig at være. 

- Den gamle bestyrelse har snydt systematisk og forfalsket medlemmernes data, siger Christopher Røhl Andersen, medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune for De Radikale, til TV 2 Lorry.

Fra 2015 til 2018 har Stevnsgade Basketball modtaget i alt 838.190 kroner i støtte fra kommunen til udviklingsprojekter.

I august sidste år indgav den nye bestyrelse en anmeldelse til Københavns Politi af en tidligere leder i klubben.

Sagen har siden hen været politianmeldt og bliver fortsat efterforsket.

Ove Thelin, tidligere formand for Stevnsgade Basketball, har ikke kendskab til, at der er blevet konstrueret falske dokumenter i klubben.

- I min verden har vi aldrig svindlet, siger han til TV 2 Lorry.

Den nye bestyrelse i Stevnsgade har reageret på hele affæren ved først og fremmest at lægge kursen om, så der fremover fokuseres på at spille basketball og laves færre udviklingsprojekter.