Rival kaldte LeBron-bluff: - Det var for tydeligt

16x9
LeBron James gjorde natten til fredag comeback efter en længere skadespause. Foto: Harry How / Ritzau Scanpix

Los Angeles Clippers hoppede ikke på en melding fra Los Angeles Lakers, der påstod, at LeBron James var ude.

Den dårligst bevarede hemmelighed i måske al evighed.

Sådan formulerede Los Angeles Clippers-træner Doc Rivers det røgslør, som Los Angeles Lakers forsøgte sig med inden klubbernes lokalopgør i NBA.

I hvert fald havde Lakers dagen før kampen sat LeBron James på en liste over basketballspillere, der var ukampdygtige.

Først på kampdagen blev stjernens status ændret til tvivlsom, men hos Clippers hoppede man i forberedelsen til kampen ikke på budskaberne fra rivalen.

- Måske har jeg bare ikke tillid til folk. Jeg synes bare, at det var for tydeligt, når der dagen før kampen lige pludselig stod, at han var ude.

- Normalt hører man det ikke så tidligt. Da jeg så det, sagde jeg til vores trænerteam: Han er med, siger Doc Rivers.

34-årige LeBron James var da også med i kampen, som sluttede med en sejr på 123-120 over Clippers efter overtid natten til fredag dansk tid.

Dermed gjorde LeBron James comeback efter 17 kampe på sidelinjen med en skade i lysken, som han pådrog sig 25. december. De 36 dages fravær er den længste periode, han har siddet ude i sin 16-årige karriere.

I perioden uden LeBron James havde Lakers tabt 11 ud af 17 kampe og var raslet ned fra fjerde- til niendepladsen i Western Conference. 

Med sejren rykker Lakers tættere på netop Clippers, som i øjeblikket indtager den sidste plads om at komme i slutspillet.

LeBron James havde en stille start i kampen, men endte med at blive noteret for 24 point, 14 rebounds og 9 assists i 40 minutter på banen, så der var tale om et flot comeback.

- Jeg er på 80 procent lige nu, men jeg følte mig tryg nok i at spille hele kampen. Nu må vise, hvordan min krop reagerer, fordi vi desværre kom til at spille mere, end vi ønskede, siger LeBron James ifølge AFP.

Golden State Warriors, som havde vundet 11 kampe i træk, tabte hjemme med 104-113 til Philadelphia 76'ers, selv om Stephen Curry scorede 41 point.