Historisk NBA-hold vandt den første finale

Toronto Raptors kom foran med 1-0 i finaleserien i NBA mod Golden State Warriors.

Se NBA-finalerne på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

For første gang er et canadisk hold i NBA-finalen, og dermed blev det også til den første canadiske finalesejr nogensinde, da Toronto Raptors natten til fredag vandt den første af syv mulige finaler over de forsvarende mestre fra Golden State Warriors.

Raptors 118-109 Warriors

  • 1Q: 25-21
  • 2Q: 34-28
  • 3Q: 29-32
  • 4Q: 30-28
  • Topscorere (point): Stephen Curry 34 (Warriors), Pascal Siakam 32 (Raptors)

Kamp to spilles ligeledes i Toronto. Det er klokken 2 natten mellem søndag og mandag.

Peter Wangs analyse

Thumbs up: De internationale spillere Pascal Siakam (Cameroun) og Marc Gasol (Spanien) leverer. Siakam scorer 34 point med vanvittige 13 ramte skud på 17 forsøg. Gasol når op på 20 point uden boldtab og med fremragende forsvar.

Thumbs down: Uden Kevin Durant skal andre spillere end Steph Curry (34 point) og Klay Thompson (21 point) være med. Ingen andre spillere nåede op over 10 point.

Udslagsgivende: Tilbageløb og mistede bolde sænkede Warriors. 17 mistede bolde blev til 24 fastbreak-point.

Kampens forløb

Uden stjernespilleren og den tidligere MVP Kevin Durant fik Golden State Warriors sin sag for i Canada, hvor holdet sjældent havde føringen.

Føringen skiftede hænder en håndfuld gange i første quarter, hvor Raptors var oppe på en syvpointføring.

I andet quarter fulgtes holdene pænt ad med Toronto i spidsen, men midtvejs kom Warriors alligevel tilbage og førte med 41-40.

Føringen viste sig dog at blive den sidste i kampen for klubben, der har vundet mesterskabet tre gange de sidste fire år. Raptors trak stille og roligt fra og gik til pause med en føring på ti point.

Hjemmeholdet formåede langt hen ad vejen at holde Warriors stangen, selvom forspringet aldrig var så stort, at kampen så ud til at være afgjort.

I sidste quarter reducerede Warriors afstanden til tre point ved stilligen 90-87, men igen trak Raptors fra og kom foran med 100-88.

Det endte altså med en sejr på 118-109.

Allerede natten mellem søndag og mandag dansk tid skal holdene på banen igen i Canada.