Tilskuere i 'ulækker' jubel over Durants skade - NBA-stjerner er rasende

Golden State Warriors-stjernen Kevin Durant blev skadet i den femte finale i NBA og måtte forlade kampen på krykker.

Den femte finale i verdens bedste basketballliga, NBA, blev en kort fornøjelse for stjernespilleren Kevin Durant.

Golden State Warriors-spilleren havde siddet ude med en skadet akillessene i de foregående ni kampe, men blev alligevel sendt på banen i kampen mod Toronto Raptors, som de forsvarende mestre skulle vinde, hvis håbet om endnu et mesterskab skulle holdes i live.

Men det var altså for tidligt. Kevin Durant nåede at lave 11 point, inden skaden tre minutter inde i 2. periode sprang op igen.

- Han blev testet, fordi det var sidste udkald. Det viste sig, at han var så skadet, at han ikke kunne stå for presset. Han nåede trods alt at levere, inden han gik ud, og var medvirkende til, at de stadig lever og kan vinde, siger TV 2 SPORTs basketballekspert Peter Wang.

Kevin Durant blev hjulpet fra banen af flere holdkammerater, og i 3. periode forlod han så Scotiabank Arena iført en grå støvle og krykker.

Golden State Warriors formåede trods den alvorlige skade at vinde kampen med 106-105. Toronto Raptors fører dermed finaleserien 3-2 inden den sjette kamp natten til fredag dansk tid.

Tilskuere jublede over skadet Durant

Inden Kevin Durant blev skadet i den femte kamp i kvartfinalerne mod Houston Rockets den 9. maj, var han med en gennemsnitlig pointhøst på 36 point en af Warriors' vigtigste spillere i slutspillet.

Og da den 206 centimeter høje stjernespiller faldt til jorden natten til tirsdag, var Raports-tilskuerne i Scotiabank Arena ikke i tvivl om, at chancen for, at deres hold ville vinde kampen, pludselig blev større - og flere af dem havde svært ved at holde glæden tilbage.

- Hvorfor jubler de over hans skade? Ulækkert, skriver Philadelphia 76ers-spilleren Joel Embiid på Twitter.

Også TV 2 SPORTs basketballekspert lagde mærke til den pludselige jubel over Kevin Durant, der havde lagt sig med smerter.

- Det skal de ikke. Der er ikke nogen, der skal juble. Kyle Lowry (Toronto Raptors-spiller, red.) signalerer ud til 20.000 mand, at nu skal I stoppe, lød det fra Peter Wang under transmissionen.

Om det var på grund af Kyle Lowry og flere andre Raptors-spilleres henstilling til publikum, vides ikke, men da Kevin Durant humpede ud i omklædningsrummet, valgte flere af dem at afbryde jublen for i stedet at sende klapsalver ned mod den skadede stjerne.

Men klapsalverne ændrede ikke på, at den umiddelbare reaktion var jubel, og det er flere Warriors-spillere uforstående overfor.

- Det var virkelig latterligt. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor sur jeg var, siger Klay Thompson til Sports Illustrated og får opbakning fra holdkammeraten Draymond Green:

- Det var vildt. Det var mangel på klasse. Jeg har altid oplevet canadiere som de sødeste mennesker, jeg nogensinde har mødt, men det her var mangel på klasse, siger han.

Præsident rørt på pressemødet

Umiddelbart efter kampen satte Golden State Warriors' præsident, Bob Myers, ord på Kevin Durants skade, og hvorfor de havde sendt ham i kamp.

Men det var ikke nemt. Det var en tydeligt rørt præsident, der satte sig til rette foran pressen.

- Vi havde det godt med processen, og han var clearet til at spille i aften. Det var en fælles beslutning. Jeg tror ikke, vi kan skyde skylden på nogen, men hvis I skal, så skyd den på mig, sagde præsidenten.

Angående skadens omfang kunne præsidenten ikke oplyse om andet end, at Kevin Durant skal scannes tirsdag.

Med et enkelt point vandt de forsvarende mestre, Golden State Warriors, over Toronto Raptors i en nervepirrende femte finalekamp. Video: TV 2 SPORT